Stalag 17 (1953)

Sjældent er falde på halen-komik set så virkningsfuld som i Billy Wilders geniale "Stalag 17". I en helt unik blanding af alvor og humor skabes en af de mest mindeværdige fangelejrfilm nogensinde.
 

Strenge præmisser

En gruppe amerikanske soldater er havnet som krigsfanger i en tysk fangelejr under 2. verdenskrig. Gruppen holder til i barak 17 og fører en nogenlunde privilegeret hverdag på de strenge præmisser, der nu engang hersker.
 

En stikker på spil

Men alle flugtforsøg og andre hemmeligheder bliver på mystisk vis optrevlet af tyskerne gang på gang, og det går op for de amerikanske soldater, at der må være en stikker iblandt dem.

Ekstra privilegier

I første omgang mistænker de enspænderen Sefton (William Holden), der driver små forretninger med tyskerne, der til gengæld skaffer ham ekstra privilegier i lejren. Men det skal snart vise sig, at det forholder sig endnu mere udspekuleret.

Komikken forstærker alvoren
Komikken skader hér ikke filmens troværdighed – tværtimod forstærker den på en befriende nytænkt måde den fortættede atmosfære. Krigen var forfærdelig, det er ganske vist, men de amerikanske fanger forsøger et langt stykke hen ad vejen at klare sig igennem med humor.
 

En unik filmoplevelse

Som helhed er "Stalag 17" at betragte som et unikum. Hele tiden fuld af liv (ikke mindst visuelt i Ernest Laszlos (Judgment at Nuremberg (1961), Airport (1970)) legesyge sort/hvide fotografering) og af både rå dramatik og af lagkagekomik i den mest finurlige blanding. Samtlige roller fyldes fantastisk ud af veloplagte skuespillere.