Stagecoach (1939)

John Ford og John Waynes filmiske partnerskab kulminerede på mange måder i denne sælsomme og klassiske western, der stadig – dekader efter sin tilblivelse – har samme tryllebindende udstråling.
 

Enkel historie

"Stagecoach" er den enkle og ukrukkede historie om en simpel dilicencerejse for en flok meget forskellige passagerer. Da det går op for dem, at de er nødt til at krydse territorier med fjendtlige indianere, begynder angsten at brede sig, og da de åbne sletter åbner sig, er diligencen også ganske blottet...
 

Kausale linjer

Det er ikke det basale cowboy- og indianer-plot, der er filmens egentlige fremdrift. Men selvfølgelig ligger spændingen om udfaldet af mødet mellem rødhuderne og blegansigterne som en evig latent bombe, der naturligt udløses i kausale linjer.
 

Detaljerede og hjertelige portrætter

Hvor instruktør John Ford henter filmens største sympati hos tilskueren er imidlertid i de detaljerede og hjertelige portrætter af diligencens enkelte passagerer.

Underfundig humor

I en underfundig blanding af humor og alvor portrætteres det meget vidtspændende persongalleri, så passagerernes færd gennem farerne bliver mere farverig end blot actionmættet.
 

Uovervindelig westerninstruktør

Ford var en uovervindelig westerninstruktør på sin tid, ikke mindst fordi hans anvendelse af den virkelige verdens kulisse var både unik og virkningsfuld.

Knejsende bjergformationer

Det er billederne af de øde sletter og knejsende bjergformationer, der huskes som filmens stærkeste varemærke, og lagt i hænderne på cheffotograf Bert Glennon bliver diligencerejsen særdeles nærværende.
 

Rollerne er stereotyper – men med detaljer

Rollerne er i vid udstrækning stereotyper, men Ford tegner alligevel sit galleri med en detaljeret pen, så deres udstråling forstærkes markant. Bedst blandt birollerne er Donald Meek i sit portræt af den lille, skaldede og nervøse Samuel Peacock – og Thomas Mitchell som den evigt alkoholiserede, men grundlæggende sympatiske læge Doc Boone.
 

Underfundig og stærk oplevelse

Rejsen gennem det barske og golde landskab bliver – selv for nutidens tilskuer – en underfundigt stærk oplevelse. Dette netop fordi John Ford har mere fokus på detaljen i historien end på den sikre vej mod klimaks, og styrken ligger således i blandingen af rå og veltimet spænding i teknisk fuldendt form og de nære menneskeportrætter.