Hallam Foe (2007)

I en velproportioneret og frodig historie lærer vi drengen Hallam (Jamie Bell) at kende. Han bor et godt stykke ude på landet med sin far og stedmor, men Hallam hader sin stedmor, som han mistænker for at have slået moren ihjel.
 

Bor i en træhule

Drengen har søgt ind i sig selv bl.a. ved at bosætte sig i en træhule, men virkeligheden sniger sig alligevel ind på ham og tvinger ham til at tage stilling til sit flossede liv.

På dagligdagens arena

I storbyen kæmper han sig ind på dagligdagens arena ved at starte som opvasker – primært draget af sin forelskelse i den noget ældre Kate (Sophia Myles), som minder ham om hans mor.

Fortællelyst
Filmen er en uafhængig britisk produktion og oser af fortællelyst: Udstrålingen er virkelig meget sympatisk, og den smitter hele vejen igennem. Netop fordi historien er en kavalkade af stemningsskift og humørsvingninger, går begivenhederne under huden og skaber en nærhed i elegant balance.
 

Fortættede nærbilleder

Hvor herlighederne bliver virkelig gevaldige, er i de fortættede nærbilleder af hovedpersonens småparanoide angstreaktioner på morens død. Filmen indfanger det ubehagelige, den enorme indebrændte energi og det store had til stedmoren i en serie både nervepirrende og uhyggelige scener.

Lunt og raffineret
David Mackenzies iscenesættelse er lun og raffineret, hele tiden i en visuelt iøjnefaldende stil, der kombinerer storbyens skæve vinkler med naturens hjertegribende skift i lys og farver. Der opstår øjeblikke i filmen, hvor tiden synes at stå stille, hvilket understreger instruktørens æstetiske bedrift.
 

Glansrolle til Bell

Unge Jamie Bell har som Hallam Foe igen fået en glansrolle, og han glimter i den mangefacetterede rolle. Filmen gør brug af et bredere spektrum af popmusik... dejligt er det dog, at musikken spiller en mindre rolle og er brugt med rettidig omhu.