Kvinden der drømte om en mand (2010)

Per Fly er ovenpå trilogien Bænken (2000), Arven (2003) og Drabet (2005) desværre helt uden vinger, og "Kvinden der drømte om en mand" er svær at sluge. Filmen er et udtryk for manglende situationsfornemmelse: Per Fly kender i hvert fald ikke helt sin besøgelsestid, og begivenhederne og skuespillet er tungt melodramatiske, grænsende til det teatralske.
 

Tages med storm

Modefotografen Karen (Sonja Richter) med internationalt omdømme har mand og barn i Danmark. Hun er meget af tiden i udlandet, og i Paris møder hun en sexet polsk underviser, der tager hende med storm. Nu er fotografen leveret, og den følgende tid går med at blive bollet i alle tænkelige – og utænkelige – situationer og omgivelser. Men hvad med familien? Hvordan skal hun kunne blive ved med at holde det hemmeligt?
 

Et kollaps

Da mand og barn tager med til Polen på en opgave, går det galt. Det er ikke længere muligt for fotografen at holde sine liderlige eventyr hemmelige. Men forude venter den værste afsløring af dem alle – en afsløring, der kan få fotografens hverdag til at kollapse totalt.

Drømme i loop

Undervejs er det de nedre regioner, der er i fokus hos kvinden. Hun drømmer om en mand, og dette skal forstås på flere niveauer. Ikke alene drømmer hun om natten om netop dén mand, hun møder og senere har sex med. Hun drømmer også i dagtimerne om mand og mandighed, om at blive taget og kneppet godt og grundigt. Og hendes (i filmens kontekst umotiverede) opblussende liderlighed udpensles til de værst tænkeligt pinlige scener (der vel at mærke er ment helt gravalvorligt).

Liderlighed på bristepunktet

Når det hele tilspidses, og liderligheden er på bristepunktet, er Per Fly den helt rette til at servere en scene som dén i kælderen under handelsskolen i Polen, hvor fotografen efter et mislykket blowjob tigger og beder om at blive pulet – til tonerne af opskruede violiner og i en svulstig kameraføring.
 

Stor appetit på sex

Fly har selv udtalt, at filmen skal vise, at også kvinder kan have en stor appetit på sex(!). Al ære og respekt. Men hvorfor gøre både kvinden, der drømte om en mand og alle blandt publikum forlegne ved at udspy regulær følelsesporno?

Fatalistisk fortællestil
Flys fatalistiske fortællestil med cirklende kamerabevægelser, sirlige perspektiveringer og filmmusik i rigelige mængder udvikler sig i en alt for konstrueret retning, der ikke tjener filmens bedste. De narrative og stilistiske tilvalg følges til dørs af den hektiske personinstruktion, komplet med Sonja Richters akavede gangart i høje hæle. Der er dygtige skuespillere i de bærende roller. Sonja Richter skriger dog så hjerteskærende overdrevet primalt, at ekkoet klinger mere hult end brutalt.