Flemming på kostskole (1961)

Sammenhængende film:
Flemming og Kvik (1960)
Flemming på kostskole (1961)

"Den store familiefilm i farver vil more alle mellem 10 og 80... Ungdom, humør, moderne rytmer og meget mere..." I pressematerialet til "Flemming"-film nr. 2 af 2 kunne desuden læses: "Den nye Flemming-film er den mest elegante og mest "filmiske" film, vi har set i Danmark i umindelige tider. Dens kameraføring og klipning er ikke alene usædvanlig, men tillige lunerig og dristig. [Instruktør] Niels-Jørgen Kaiser er i sine idéer stærkere end nogen anden dansk filmmand i dag. Hans største velsignelse er, at han aldrig har søgt at "lære" at lave film, men blot kører os efter sit eget hoved."

Det er måske nok at tage munden lige lovlig fuld af roser. Godt nok indeholder "Flemming på kostskole" en række idylliske naturbilleder fra området omkring kostskolen, men i vamle 1960’erfilm-farver og i en film generelt uden tæft og struktur.
 

Hvor den første "Flemming"-film fra året før i Gabriel Axels iscenesættelse var en vellykket og sympatisk filmatisering af Gunnar Jørgensens populære "Flemming"-bøger, er efterfølgeren et stykke jukset venstrehåndsarbejde, der desuden kun er løseligt baseret på Jørgensens rollefigurer. Det var tv-manden Niels-Jørgen Kaisers filminstruktørdebut, og han kom aldrig til at iscenesætte flere film. "Flemming på kostskole" bærer præg af pligt snarere end lyst, og der er ingen identifikation med de unge kostskoledrenges kvaler, som det vel ellers er tiltænkt med en børne/ungdsomfilm som denne.

Flere af tidens store skuespillere træder tilbage i biroller til fordel for de ubeskrevne drenge. Steen Flensmark i titelrollen er en af de få unge gengangere fra den første film – han skal vænne sig til nye venner og plageånder i det af rektor Koch (Asbjørn Andersen) med streng hånd styrede kostskolemiljø. Da vennerne fra den gamle folkeskole en dag kommer ciklende uanmeldt med to unge lærere, opstår en sommeridyl komplet med venskabelig fodbolddyst og smalltalkudvekslinger mellem pedellerne.

Der er bestemt spændingskurver i historien, men de vander alligevel underligt ud i ingenting. Flemming er tæt på at blive smidt i åen, men en slåskamp skal i stedet afgøre, hvem der er stærkest blandt drengene. Og så får Flemming nys om, at dén kunstmaler (Pouel Kern), der stiller staffeli op i det naturskønne område, i virkeligheden er far til en af drengene (han skred, da drengen var lille, men er nu blevet blød om hjertet.)

Asbjørn Andersen er urklassisk autoritær med et blødt punkt under overfladen. Karl Stegger har fundet dialekten frem, når han giver den som pedellen, der kun taler, når han bliver spurgt. Pedellen Rasmussen (Louis Miehe-Renard) forfalder til falde på halen, når han forelsker sig i den frodige økonoma frk. Svendsen (Bodil Udsen), og Ghita Nørby lillepigesmiler bredere end nogensinde som lærerinden frk. Birk. Bent Fabricius-Bjerre folder nærved konstant musikken ud i tidstypiske jazztoner. Ikke mindst da en gruppe af drengene besøger rektorens datter og giver den gas i alle tiders swingende fyldscene.