Tid til forandring (2004)

    En række skæve skæbner forsøger desperat at realisere sig selv eller i det mindste bare at holde røven i vandskorpen.


    SPRØD HUMOR

    Instruktør Lotte Svendsen er altid god for en velserveret omgang dansk samfunds-satire, og "Tid til forandring" leverer da også varen med sprød humor fordelt på en række skæve skæbners desperate håb om forandring.

    Berøringsangst
    Filmen kunne dog med meget stor fordel have været sit komiske spektrum og de mange aparte situationer bedre bekendt ved at undlade den konstante ’genre-musik’: En ustoppelig ’tra la la-det er bare for sjov’-musak, der vidner om en berøringsangst snarere end en forståelse for genrens muligheder.

    Ønskes: Strammere form
    Man forestiller sig undervejs de forskellige pinlige situationer holdt i en mere stram narrativ form: De enkelte personer og deres vulgært krampagtige forsøg på at realisere sig selv eller bare finde mening med livet ville således have kunnet stå langt mere knivskarpe og åbne.

    Brave kampe
    Filmen følger en række danskere, der hver især kæmper en brav kamp i den daglige trummerum. Inge er tæt på et sammenbrud, da hun er ude af stand til at sætte grænser. Ved at deltage i en pælesidnings-konkurrence håber hun at kunne finde indre styrke.
     

    Indretningsmani og sexløgn

    Da en kvinde endelig får sit ønske om besøg af Bo Bedre-magasinet opfyldt, går hun helt amok i sin indretningsmani, og hendes rødvinsalkoholiserede mand forvises til viktualierummet. Den sammenbidte og ensomme Jens har en fetisch for genboen, en overfladisk og stofpåvirket model: Vejen til sex ligger i en løgn om, at han bor sammen med sin handicappede bror.

    Begrænset rum for detaljer
    Sådan er der flere finurlige små personer i et egentlig pænt sammenflettet manuskript, men som helhed forsvinder meget af potentialet ud i en alt for overgearet fortællestil med begrænset rum for detaljerne.

    Betragtelige fornøjelser
    Der er dog betragtelig fornøjelse i flere af de aparte roller, hvor Waage Sandøs alkoholiserede psykolog-type hører til blandt skuespillerens mere skæve karakteristikker.

    Sprøde portrætter
    Lotte Svendsens stamskuespillerinder, Helle Dolleris og Kirsten Lehfeldt, leverer begge sprøde portrætter af kvinder på randen af et sammenbrud, ligesom Claus Ryskjær er mindeværdig som iltapparat-afhængig marxist.



    Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019