Gold (2016)

De gyldne øjeblikke i "Gold" opstår først og fremmest i selskab med veloplagte Matthew McConaughey i filmens hovedrolle: Kenny Wells er en fordrukken, forrøget, tyndhåret tyksak, der bestemt ikke lader til at have opfundet den dybe tallerken, når han åbner munden. Ikke desto mindre har han fingeren på guldårerne, og snart tyder alt på, at han sammen med sin nye makker Michael Acosta (Edgar Ramírez) har gjort det helt store guldfund i Indonesiens ødemark.

Wells og co. bliver børsnoteret, der er dømt guld og grønne skove, men så går noget galt, og mørket sænker sig atter over Wells og hans whiskeyflasker. Kæresten har for længst fået nok af Wells' guldliderlighed, men er der mon alligevel håb forude på både penge- og kærlighedsfronten?

Patrick Massett og John Zinmans manuskript er inspireret af virkelige 1980’er-begivenheder, og historien bølger ligeså meget frem og tilbage, som ovennævnte resume indikerer. Det er hårde tider for Kenny Wells, der det ene øjeblik er millionær, det næste på røven. Disse talrige svingninger i stemning opstår indimellem temmelig umotiveret, og til sidst er der ikke ret meget, der kommer som en overraskelse (ikke engang de allersidste scener).
 

Heldigvis er energibundtet Matthew McConaughey i sig selv nok til at gøre filmen seværdig. Præstationen er mørk, mættet og grundlæggende usympatisk. Men bag det bøvede ydre banker der et hjerte af guld, og der er gnist i de mange facetter af det mentalt uligevægtige.

Der er også fin spræl i indonesieneventyret, hvorfra smukke billeder sørger for krydderi på det ellers amerikansk centrerede pengedrama. De fleste biroller blegner ved siden af Matthew McConaugheys kraftpræstation, hvor der også er satset ekstra stort på den blegfede fremtoning (han har både taget på og er blevet udsat for lidt visuel effektmageri.