Onkel Bill fra New York (1959)

"Onkel Johns tantekompleks". Sådan lød en af overskrifterne i samtidskritikken, der ikke var videre positiv over Peer Guldbrandsens seneste folkekomedie. Onkel John hentyder til filmens manuskriptforfatter og producent John Olsen, og selvfølgelig legedes der samtidig lidt med filmens titel. "Onkel Bill fra New York" er da bestemt heller ikke noget stærkt inspireret komisk indspark, her på tærsklen til 1960’erne. Historien er ligeså usandsynlig, som skuespillet er overdramatisk.

Da overdirektøren Onkel Bill (Emil Hass Christensen) vender hjem fra New York for at se til sin lille musikforretning med Hans Høj (Dirch Passer) i spidsen, er det med forventning om at mødes med Højs kone Susanne (Helle Virkner). Problemet er bare, at Susanne netop er gået i vrede, fordi Høj samme morgen har givet hende et par klask i rumpen. I ren desperation udstyrer Høj nu sin ansatte Johnny Jensen (Ove Sprogøe) med en skræddersyet spadseredragt og paryk og kan nu præsentere sin "kone" for overdirektøren og hans medrejsende... den yndige Kate. Herfra er herlighederne forudsigeligt serveret på et sølvfad.

"Heldigvis" er Onkel Bill så tykhudet, at han ikke gennemskuer Johnny Jensens sande identitet, for så kan "spændingen" trækkes i én uendelighed. Så længe Bill forbliver i god tro, er der ingen risiko for, at Høj bliver fyret for den lille spøg.
 

Der er meget langt imellem de reelle morsomheder, og de bedste opstår med Ove Sprogøe i spadseredragt. Langt det meste af morskaben er dog så fladpandet, at du skal være udstyret med en ualmindeligt specifikt tumpet humor for at grine ret meget. Og trist nok åbner Dirch Passer alt for meget for sluserne og ruller med øjne og skriger, så det er en værre pine. Emil Hass Christensen er frygteligt karikeret som ekstremt højttalende, rank og skørtejagende onkel. Så er der mere bid over Sprogøes "kvindelige" indspark.

Helle Virkner og Ulla Lock er et yndigt par, der dog træder meget i baggrunden for de frontfigurerende Passer / Sprogøe. Sven Gyldmarks underlægningsmusik er overvejende anonym, men byder på et par passable sange. Alt i alt en ærgerligt overstyret komedie, der grænser til ren farce. Filmen overlever først og fremmest på sit klassiske kluklatterfrembringende mand i dametøj-tema og Ove Sprogøes herlige præstation i samme rolle.