Barken Margrethe (1934)

Djærv, friskfyragtig 1930’er-farce tilført eksotiske sømandsoplevelser – og strejf af racisme. Lau Lauritzens "Barken Margrethe af Danmark" er let genkendelig i sin tid og genre og byder ikke på meget mere end glimt af uforpligtende hygge.

Den har det hele: Et trekantsdrama med livsfarlig jalousi, en tyk skibskok, der gerne bryder ud i sang, og en "skibsdreng" med strutbryster (spillet af Clara Østø). Meget mere kunne man ikke forlange, for at underholdningen var hjemme i 1934, og så indeholder filmen endda autentiske oplevelser med besætningen fra det rigtige store udland.

Det er på en af disse landgange, vi får filmens rendyrket racistiske scene: Efter at skibsdrengen i bar fascination over at have set en rigtig "negermand" klapper ham bagi, farer han nu op i affekt og konfronterer på engelsk styrmanden Poul Hansen (Lau Lauritzen). Men sådan en "avekat", som skibskokken (Ib Schønberg) kalder ham, skal da ned med nakken, og dét får Poul chancen for i den interimistisk opstillede boksering, hvor han snart kan sende "avekatten" til tælling – til stor jubel for besætningen.


Sådan en scene er kuriøs i dag, men blev i samtiden slet ikke betragtet med samme kritiske brille. Det er nu også det "farligste", der er at sige om filmen, der primært byder op til klassiske farceløjer med indlagte pjattesange. Ib Schønberg er filmens mest charmerende portrættør, hvorimod de fleste andre roller preller af på de frygtelige stereotyper. Her i tonefilmens barndom var der dog et stort publikum til en farce som denne, og i dagbladene kunne man blandt andet læse: