Desertøren (1971)

"Dårlig dansk film." Sådan lød en af overskrifterne, da den kollektivt skabte ungdomsfilm "Desertøren" blev anmeldt i 1971. Og det er da også en temmelig ubehjælpsom film, der er skrevet, klippet og instrueret i fællesskab af Thomas Kragh, Lars Brydesen, Gert Fredholm og Steen Kaalø.

Martin (Gert Günther) stikker af fra militæret. Han har en pistol med sig, er omkring Sverige og finder sammen med en kvinde, som han dog forlader igen. Han er desertør og som sådan eftersøgt, men det rager ham en papand. I det hele taget rager det meste Martin en papand, og samfundet og alle de andre kan bare stikke alt skråt op.

Det kan lede tankerne hen på store facadegraffitibogstaver i nutidens København, hvor det blandt andet er muligt at finde en sætning med ordlyden "FUCK ALT". For Martins verdenssyn er totalt uden interesse i enhver form for fællesskab. Ikke engang kærligheden til hashrygningen kan få ham til at falde ned.
 

"Desertøren" halter gevaldigt som film. Den er et eksperiment og nærmest som en filmet protestsang, snarere end en egentligt lineær oplevelse. Og det styrker ikke gennemslagskraften, at rollelisten er besat af lutter ukendte navne, med popsangeren Gert Günther i hovedrollen som Martin. Jesper Høm indfanger nogle fine tidsbilleder i sin rolige farvefotografering, blandt andet er vi i smukke omgivelser på den nordsjællandske sommerkyst og på smuttur i det svenske. Den anmassende protestsang, der er skrevet til filmen af Peyote Sioux Red, hvor "fuck alt"-temaet rumler igen og igen, suppleres af anonyme toner i et af blot to filmmusikbidrag fra komponisten Pelle Gudmundsen-Holmgreen.

Bedst blandt de uprøvede skuespillere er Birgitte Frigast som kærestepotentialet Pia. Her opstår der små lommer af meget fin ægthed, hvor skuespillet kan minde en lille smule om Trine Dyrholms, da hun var i karrierens forår. Ellers er det småt med spilkvaliteterne, og interessen mistes i det hele taget hurtigt for det gumpetunge filmekseperiment.