Nat-Ekspressen (P. 903) (1942)

Dansk krimi med masser af atmosfære: Trods den noget gumpetungt teatralske historie en film med nerve, fremdrift og elegance.
 

Stilfuld fotografering

I Karl Anderssons stilfulde fotografering indfanges ikke alene det mystificerende i damptogenes tåger, men også en tragi-idyllisk dobbelthed omkring Carl Alstrups rolle som stationsmester Magnus Grøndal. Det kommer til udtryk i et varieret billedsprog, der på nogle områder er forud for sin tid, bl.a. med agile håndholdte togsekvenser.
 

I kort snor

På en lille provinsjernbanestation hersker den aldrende stationsmester Magnus Grøndal med sit altid vrissende og utilfredse væsen. Den voksne datter Marianne bliver holdt i kort snor, når det kommer til mandlige bekendtskaber. Magnus sætter sig også meget imod, at hun tager til bal på kroen.

Der er tale om mord...
En aften køres en af kroens slagsbrødre ihjel af nattoget, og politiet sender en kriminalbetjent fra København. Mens han graver lidt i forholdene omkring ulykken, erfarer han, at der er tale om et mord.
 

Lav profil

Han forelsker sig i Marianne, men forsøger at holde lav profil, så hele byen ikke kender hans ærinde. Og så er det jo nødvendigt at forsøge at komme ind på livet af stationsmesteren, hvilket måske bliver betjentens sværeste opgave.

Mørk tone
"Nat-Ekspressen" bevarer sin mørke tone helt til den fatalistiske, men også stærke slutscene. Det er en sjældent determineret mørk genrefilm blandt mængderne af folkekomedier: En inspireret og teknisk flot film noir.

Uhelbredeligt mavesur
Carl Alstrup bærer på mange måder filmen med sin uhelbredeligt mavesure hovedrollepræstation: Hans sidste – han døde senere samme år. Bag den vrissende og kontant afvisende facade banker der et stort hjerte og en betingelsesløs kærlighed til datteren Else. I de mest bevægende scener mærkes i Alstrups kontrollerede spil den enorme energi, der ligger i netop denne dobbelthed.

Teatralsk spind
Mogens Wieth har en naturlig lethed over sit spil, men havner desværre i filmens noget uklædelige teatralske spind – sammen med Inger Stenders tykt smurt henrivende Marianne.
 

Mindre roller uden gennemslagskraft

En del mindre biroller besættes uden gennemslagskraft, blandt andre Jørn Jeppesen som Mogens Wieths kollega og Asbjørn Andersen som kriminalassistent. Undtagelsen er Sigurd Langbergs lokomotivfører Helgaard, der formidles med masser af energi.

Stærk energi
Tågerne fra damplokomotivet hænger længe efter filmens sidste scene. Der er en meget stærk og medrivende energi over det mørke udtryk.