The Walking Dead (1936)

Den blot timelange "The Walking Dead" er næppe gjort af det stof, som de fleste moderne tilskuere vil kalde skræmmende. Men det fortættede gangstergys kan så meget andet end at kalde på den kildende gåsehud, og i Michael Curtiz' beherskede og atmosfæremættede iscenesættelse vokser denne intime døds-, skyld- og hævnaffære sig både stærk og perspektiverende. Båret langt af Hal Mohrs elegante fotografering, der især får de implicerede ansigter til at ætse sig fast på både linser og nethinder, bliver portrættet af den genoplivede og dannede Elman (han er en ferm pianist, hvilket bruges meget stemningstungt og virkningsfuldt gennem handlingen) en både visuel og lydmæssig godbid. Underlægningsmusik er her ikke meget af, så elementerne af klassiske klange i selve handlingen står heraf endnu stærkere.

Hævnen er sød, da afdøde John Elman (spillet af altid zombie- og monstersofistikerede Boris Karloff) genoplives af en fremsynet læge – for nu kan Elman i sin anden udgave udøve totalhævn over dén lille gruppe gangstere, der fik ham (døds)dømt for et mord, han bestemt ikke havde begået. Og selvom han i sit nye jeg faktisk har svært ved at huske sin fortid, får han hjælp af en ny utæmmelig styrke, der har en utvetydigt dræbende virkning.

Nok er Karloffs skuespil til den teatralske side, men hans præstation er alligevel præget af en indsigt i og dosering af rollens smertefulde kamp med for- og nutid og med at få en forståelse af sig selv ovenpå en rå genoplivning. Der er fine birollepræstationer på sidelinjen, ikke mindst af stoute, flotte Ricardo Cortez som den åleglatte Nolan, der vist ikke er bange for at få beskidte hænder.