Backrooms (2026)

Der er noget uudgrundeligt og metafysisk, drømmende, mareridtspræget over "Backrooms" – en ret unik gyser, du ikke sådan lige ryster af dig. I hvert fald ikke, hvis du har bare nogenlunde kontakt med dig selv og din underbevidsthed.

Clark (Chiwetel Ejiofor, i filmens stærkeste præstation) går i terapi hos psykiateren Mary (Renate Reinsve), der omvendt bliver stærkt bekymret for klientens tilstand, da han begynder at fable om hemmelige, uendelige rum, som han har opdaget bag en skjult indgang i kælderen på sin enorme møbeludstillingslagerhal. Mary føler, hun er nødt til lede efter ham, da han ikke har vist sig i et stykke tid, og snart får hun at mærke på egen krop – og ikke mindst psyke – hvad det er, Clark har talt om. Og det er absolut meget værre end selv det hæsligste mareridt.

"Backrooms" borer sig dybt ind i epicentret af din underbevidsthed og leger med al den kardinalangst, du enten har gennemlevet eller brugt det meste af dit liv på at forsøge at fortrænge. Det er en hamrende effektiv gengivelse af dén usynlige materie, som frygt er formet af. Endeløse, lysstofsrørsoplyste gange i forvrængede perspektiver, hvor udgange kun leder ind i et endnu større helvede, agerer levendegørelser af mareridt.

Det er hårdt kost at gennemleve, fordi gyset stikker så meget dybere end den blotte chok- og krybeeffekt. Enkelte af scenerne er så modbydelige, at hjertet springer ¾ slag over – her er flere af turene ad trange passager i det pastelgule evighedshelvede "højdepunkter", der lagrer sig. Men "Backrooms" er også svær at ryste af sig, fordi fortællingen ikke byder op til en egentlig løsningsmodel eller "medicinering" på dén psykiatriske diagnose, der velsagtens er plottets omdrejningspunkt? Det er overladt til dig, og dig alene, at tænke perspektiv – og måske er der ikke andet end mørkets fængsel...

Visuelt er der kælet for vanviddets surrealisme, så det tager åndelig jord med. Stærkest står de (anti-)geometriske evigheder i det bund- og endeløse dyb. Lydbilledet lukrerer i vid udstrækning på frygtens egne forestillinger, men er også i perioder til den lidt vulgære side.