Father Mother Sister Brother (2025)

Fascinerende simpelt opbygget, men alligevel kompleks triptykonfortælling, en art episodefilm med tre forskellige sæt "søskendeskæbner". Jim Jarmusch pludrer sødt og i glimt decideret "nuttet", som han fabulerer over den svære kunst som voksent barn at have et anstrengt forhold til en forælder.

I de små nuancer...

"Father Mother Sister Brother" har sin klare force i de små nuancer – hvorimod sammenbindingseffekterne falder søgt og hultklingende (skateboardere, kan der skåles i vand, m.m.) til jorden.

Akavet møde

Første fortælling bringer søskendeparret Jeff (Adam Driver) og Emily (Mayim Bialik) ud på landet til daddy (Tom Waits). Det er et meget akavet møde: Et af filmens gennemgående temaer.

Stiff upperlip tea

Anden fortælling fører søskendeparret Timothea (Cate Blanchett) og Lilith (Vicky Krieps) hjem til rigmandsmammy (Charlotte Rampling) til stiff upperlip-tea og overklassekage. Også dette er et meget akavet møde – og filmens bedste af slagsen.

Eftertænksomt, men overforklarende

Tredje fortælling giver et ungt tvillingepar mulighed for tid til eftertanke i dén tomme lejlighed, der engang var de nu afdøde forældres hjem (filmens mest eftertænksomme, men også lidt overforklarende indslag.)

Fintfølende situationsfornemmelse

De små finesser i Jarmuschs fintfølende situationsfornemmelse er indimellem geniale. Bedst ramt af mor og døtre Rampling/Blanchett/Krieps, som de stift kunstigtgrinende og ansigts/hændervridende ihærdigt hver især drømmer sig væk fra samværet. Tom Waits har også "the shit" til at formidle delikatessen i detaljen, selvom afsløringen i dét kapitel bliver lidt bøvset.

Musikfritaget, jubii!

Store, fede, funklende stjerner tildeles alene til det faktum, at stort set hele handlingen er helt fritaget for underlægningsmusik! Bravo, bambino – og hvilken en nærhedsbooster midt i den distancerede "kunstige familiepleje", som de to første "kapitler" kredser så elegant om.