Mord for åbent tæppe (1964)

En ganske effen, Ebbe Langberg-iscenesat, lystspilsdramatisk teaterlivskriminalkomedie: "Mord for åbent tæppe" kan forekomme både ensidig og platpjattet, når den skues på hårene, men filmen er faktisk niveauer over duelig – i flere facetter.

På et stort dansk teater har man netop afholdt generalprøve på en ny opsætning. Da premieren få timer efter afvikles, sker der er mord for åbent tæppe... og forestillingen må aflyses – og politiet tilkaldes. Det bliver begyndelsen på et penibelt efterforskningsarbejde for den rolige kriminalkommissær Nielsen (Gunnar Lauring). I begyndelsen er alle nemlig under mistanke... også de mange hundrede blandt publikum. Men efterhånden snævres feltet ind, og midt under rekonstruktionen af mordet kan der muligvis ske et gennembrud i sagen...

"Mord for åbent tæppe" overrasker positivt i sin dynamiske, driftige og detaljeorienterede beskrivelse af livet på (og ikke mindst bag) scenen på et stort teater. Her er fotograf Rolf Rønne sluppet løs mellem rekvisitter, tove, lysskinner og stolerækker – og han får det optimale ud af sin location, selvom den er meget begrænset. Og så er der også et fint leben mellem aktørerne i den store stab af store og små roller. Bedst er Gunnar Lauring, fordi han formår at holde den myndige facade midt i kaos – men læg også mærke til Ole Wisborg, der lykkes forbilledligt i sit portræt af den meget (ung)dameglade forretningsfører Robert Eriksen: Betagende glat og selvglad. Arthur Jensens korte optræden som fornærmet læge har også momenter, ligesom Susse Wold særligt henimod slutningen træder i flot dramatisk karakter.

Langt mere platte og fyldstofsprægede er scenerne med den ralleberusede Oluf Svendsen (Paul Hagen), der dårligt nok kan huske, hvordan han skal sætte det ene ben foran det andet. På samme måde opstår der aldrig morsomhedstænding mellem de evigt skænderiråbende teaterseniorer Hjalmar Berg (Olaf Ussing) og Søren Brun (Mogens Brandt).