Mord for åbent tæppe (1964)

    En stor teateropsætning har premiere, og alle er spændt. Midt under forestillingen sker et mord på scenen, og politiet tilkaldes.


    FINURLIGE (TEATER)LØJER

    En ganske effen, Ebbe Langberg-iscenesat, lystspilsdramatisk teaterlivs-kriminalkomedie: "Mord for åbent tæppe" kan forekomme både ensidig og platpjattet, når den skues på hårene, men filmen er faktisk niveauer over duelig – i flere facetter.

     

    Politiet tilkaldes

    På et stort dansk teater har man netop afholdt generalprøve på en ny opsætning. Da premieren få timer efter afvikles, sker der er mord for åbent tæppe... og forestillingen må aflyses – og politiet tilkaldes.

     

    Alle mistænkes

    Det bliver begyndelsen på et penibelt efterforskningsarbejde for den rolige kriminalkommissær Nielsen (Gunnar Lauring). I begyndelsen er alle nemlig under mistanke... også de mange hundrede blandt publikum. Men efterhånden snævres feltet ind, og midt under rekonstruktionen af mordet kan der muligvis ske et gennembrud i sagen...

     

    Dynamisk og driftig

    "Mord for åbent tæppe" overrasker positivt i sin dynamiske, driftige og detaljeorienterede beskrivelse af livet på (og ikke mindst bag) scenen på et stort teater. Her er fotograf Rolf Rønne sluppet løs mellem rekvisitter, tove, lysskinner og stolerækker – og han får det optimale ud af sin location, selvom den er meget begrænset.

     

    Et fint leben

    Og så er der også et fint leben mellem aktørerne i den relativt store stab af store og små roller. Bedst er Gunnar Lauring, fordi han formår at holde den myndige facade midt i kaos – men læg også mærke til Ole Wisborg, der lykkes forbilledligt i sit portræt af den meget (ung)dameglade forretningsfører Robert Eriksen: Betagende glat og selvglad. Arthur Jensens korte optræden som fornærmet læge har også momenter, ligesom Susse Wold særligt henimod slutningen træder i flot dramatisk karakter.

     

    Ingen tænding

    Langt mere platte og fyldstofsprægede bliver scenerne med den ralleberusede Oluf Svendsen (Paul Hagen), der dårligt nok kan huske, hvordan han skal sætte det ene ben foran det andet. På samme måde opstår der aldrig morsomheds-tænding i de evigt skænderiråbende teaterseniorer Hjalmar Berg (Olaf Ussing) og Søren Brun (Mogens Brandt).



    Anmeldt i 2026 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026