Casanova (1990)

Samme år – ja faktisk bare tre uger efter – at Regner Grasten-farcen Bananen – skræl den før din nabo (1990) fik biografpremiere, kom dette på mange måder beslægtede forsøg på at genoplive den danske folkekomedie. Og selvom "Casanova" helt ubestrideligt er lidt af en prøvelse, er farcen dog mindst dobbelt så god som "Bananen."

Den livsnydende piccolo Bertil (Mek Pek) og hans lidt opfarende ven Hugo (Allan Olsen) kommer i vanskeligheder, da de ved et tilfælde rodes ind i en større ring af kriminalitet og internationale bagmænd. De to venner har fået fat i en yderst kostbar megadiamant, men de ved knap nok, hvor farlig, den egentlig er at være i besiddelse af. Heldigvis kan de trække på Bertils bedstefar Albin (Paul Hagen), der ved et og andet om, hvordan man snor sig mellem blandt andet italienske (og rødhårede!) mafiabagmænd (= Erik Paaske har hér sin sidste filmrolle som Don Fefe) og arabiske sheiker med ti koner (= Poul Bundgaard optræder hér alt for kort og dårligt udnyttet).

"Casanova" lever "højt" på en vis dynamik, hvor fremdriften i handlingen trods alt er både lineær og med en form for tråd. Samtidig er Jan Richter-Friis og Morten Søborgs fotografering levende og legesyg i de mange udfordringer i komediens tempofyldte afvikling – herunder en biljagt på Vestre Kirkegård (hér har filmholdet fået overraskende frit spil.) Men der er godt nok ikke tænkt mange guldrandede tanker i retning af, hvordan rollefigurerne kan gøres interessante og finurlige i det humoristiske snit, der baserer sig på første bind i Bjarne Reuters satiriske "Mafia-trilogi" (på trods af, at forfatteren selv har skrevet manus sammen med instruktør Morten Lorentzen.)

Det bliver ved de bittesmå glimt af morskab, når den lange liste af dygtige skuespillere (i sig selv en underholdningsværdi, når de dukker op i handlingen) folder sig ud i tyndt eksekverede scener. Underholdningsværdien er dog passabel, blandt andet fordi, idiotien ikke fuldkommen stjæler de løjerlige farceoptrin.

Hverken anmelderne eller publikum tog "Casanova" til sig, og der skulle gå 16 år, før Morten Lorentzen igen stod bag en spillefilm, endnu et spinoff i "Krummerne"-filmserien.