Julefrokosten (1976)

Sammenhængende film:

Julefrokosten (1976)

Firmaskovturen (1977)

Over 700.000 indløste biografbillet til denne komedie i 1976! Det er helt vilde tal, der vidner om, at hr. og fru Danmark i dén grad tog den universelle humor og de kollektivt vedtagne julefrokost-"spilleregler" til sig.

Meget bedre end 2'eren

Finn Henriksens farce er da også milevidt bedre end efterfølgeren "Firmaskovturen" (instrueret af John Hilbard), der kom så hurtigt efter succesen med "Julefrokosten", at Judy Gringer allersidst i denne proklamerer, at "vi ses til "Firmaskovturen"" – et bundskrab af de helt slemme i dansk 1970'er-film.

Hæmninger smides...

"Julefrokosten" beskriver i enkle kontorrammer, hvordan personalet i et lille smykkefirma er godt i gang med at varme op til årets helt store begivenhed: Hér kan der rigtigt smides hæmninger, gramses på bryster, siges nogle sandheder, (udenom)kneppes på toiletter og lalles rundt på må og få og uden dybere sansning!

Genstande under vesten

Og sådan bliver det da også – i starten er det lille arbejdshold uden chefen, men da han støder til, ændrer stemningen sig en anelse... dog kun, indtil også han har fået en snes genstande under vesten!

Øl- og snapsebøvset

Chefen Alf Simonsen spilles i øvrigt af Bjørn Puggaard-Müller – i filmens mest veloplagte og absurd-balancerede præstation (komplet med konsekvent skævslåede briller). Men der er flere i skuespillerstaben, der tager den outrerede adfærd rimeligt "alvorligt" og leverer tålelige øl- og snapsebøvsede præstationer... uden dog at finde vej til stjernerne.

En heftig bitchfight

Birgitte Federspiel er dog ret vidunderlig som den ædru, surmopsede og umiddelbart gammeljomfruudstrålende regnskabsdame frk. Rasmussen. Men måske er hun i virkeligheden bare den eneste, der helst gerne vil vende den dyriske adfærd ryggen? Undervejs havner hun i en heftig bitchfight med kollegaen Borgunde (Judy Gringer).

Kædedrikning

Jørgen Ryg rammer bedst en vis underfundighed midt i kædedrikningen, men hans "kinesiske volapyk" og varmemærke-strubesortsnak har – ligesom de fleste andre rollefigurer – ikke rigtig mulighed for at nå ud over idiotien.

Lalleglæden tager overhånd

Komedien slipper således fair af sted med sit forehavende, også selvom lalleglæden ofte tager fuldstændig overhånd. Klart bedst er fortællingen i den første halvdel. Hele filmen er stort set uden (Ole Høyers) underlægningsmusik, andet end den, de fulde kolleger sætter over på grammofonen.