Sawt Hind Rajab (2025)

Det er ikke svært at gennemskue, hvad det er, der har fået så mange til at klappe i hænderne af fascination i mødet med Venedig-festivaldarlingen "Hind Rajabs stemme".

Baseret på virkelige hændelser – og ovenikøbet inddragende en helt ægte telefonsamtale med en 6-årig pige, der er fanget i en bil med døde familiemedlemmer omkring sig, mens krigen raser derude – er der noget konkret at forholde sig til for tilskueren, hvad enten du er langt fra krigen i Gaza eller ikke.

Med executive producer-navne som Brad Pitt, Joaquin Phoenix, Jonathan Glazer og Alfonso Cuarón er det tydeligt, at projektet også har emmet af "grib mig"-value for en særlig gruppering af indflydelsesrige (amerikanske og let til jævnt venstreorienterede) skuespillere, producere og instruktører. Men one setting-dramaet, der udelukkende foregår i et glas- og betonkontorlandskab, og som baserer sig på telefonsamtaler og redningsansattes (mærkværdigt ukontrollerede, uprofessionelle) følelsesudbrud i det lydmæssigt skrattende møde med pigen i bilen, er i bedste fald moderat interessevækkende.

Der er noget konstrueret over hele filmen og dens kvindelige instruktør Kaouther Ben Hania, der så gerne vil de helt store følelser i sit autentiske formidlingsærinde, at der fra første scene reelt grænses til det (mildt) følelsespornografiske.

Det er muligt, at det nærmer sig noget, der er sket i virkeligheden – rent kulisse- og karaktermæssigt – men nogen formidabel formidler af troværdig krigs- og medmenneskelighedsnerve er filmen ingenlunde.