You'll Never Find Me (2023)

Der er mere end bare lineær gyser-goddaw for skillingen i dette mystiske, tolkningsindbydende australske epos. "You'll Never Find Me" er på mange måder som et filmatiseret mareridt, hvor uhyggelige og aparte elementer som bekendt ikke altid giver mening.

Storm– og tordenfuld aften

Det er en mørk, storm– og tordenfuld aften i en trailerpark et sted i Australien. I bunden af pladsen sidder dén kraftige mand, vi skal lære at kende som Patrick (Brendan Rock). Han har det tydeligvis ikke blændende... er han på randen til selvmord?

Er han psykopat?

Pludselig banker det på døren, og en gennemblødt kvinde (Jordan Cowan) vil gerne ind i varmen – til at begynde med meget mod Patricks vilje. Da hun først er inde, bliver hun hurtigt bange for, at Patrick måske er psykopat? I hvert fald vil hun meget nødig indtage noget af det, han byder hende.

Beundringsværdigt nedtonet

Hvad, der er virkelighed, og hvad, der er fantasi, flyder efterhånden ad flere flodmundinger i dette veltilrettelagte, stemningsmættede og beundringsværdigt nedtonede gys. Langt det meste af den ætsesyret intense nervekrig er nemlig fortalt med en ro i både lyd og billede – med løsningerne overladt til tilskueren selv.

Magnifikt lyddesign

Ligheden, når det kommer til dét drama, der udspiller sig mellem Patrick og hans uventede gæst – versus det hylende, regnpiskende, tordnende uvejr, hvis lyde i størstedelen af filmen er magnifikt udnyttet, er slående.

Lynende kammerspil

Og i kammerspillet mellem de to ufrivillige uvejrsbekendte lyner Brendan Rock og Jordan Cowan i en fantastisk forståelse for manuskriptets uforklarende potentiale.

Slutningen er for meget

Filmens slutning havner temmelig meget i den lidt for stejle grøft. Hér skrues der pludselig op for gysereffekterne på alle leder og kanter. Måske i et forsøg på at give blot en flig af en facitliste til det ellers forbilledligt antydende.