Sorda (2025)

Sansende – i mere end én forstand – spansk drama, der sætter dét at kunne høre overfor dét at være døv... som det næppe tidligere er set skildret så nærværende og troværdigt.

Gnidninger opstår

Parret Ángela (Miriam Garlo) og Héctor (Álvaro Cervantes) venter deres første barn. Moren er døv, faren kan høre. I første omgang er forældrene bekymrede for, om datteren kan være født døv, men da hun vokser til som hørende, opstår der helt andre gnidninger, hvor den døve mor kommer til at føle sig udenfor.

Fuldendt mådeholdent

"Sorda" er et næsten fuldendt mådeholdent drama, idet her ikke er anvendt nogen former for krukkerier til at skærpe sanserne. Det sanseskærpende er der rigeligt af i instruktør og manusforfatter Eva Libertads intense fortælling, og vi har slet ikke brug for fx underlægningsmusik eller blinkende glamour.

Lyden mistes

Da vi sent i filmen mister lyden som en del af oplevelsen af at være i Ángelas verden, fremstår også dette (fra)valg begavet og uden tilløb til forstillelse. Filmen kommer flot og vedvarende tankevækkende i mål, toppet af to stjernepræstationer i forældrerollerne.

Enestående indblik

"Sorda" giver et enestående indblik i en døv verden – og hvordan det kan opleves at være lukket ude fra fællesskabet, opfattes som underlig, asocial eller sur. Det er sjældent, at en instruktør viser sig så indsigtsfuld i hørehandicappets dybere facetter.