Four Mothers (2024)

Overfladisk forankret irsk komedie, der breder sig over entourager i slipstrømmen på den sagesløse (og i staren også viljeløse) forfatter Edward (James McArdle). Han er bøsse og bor hjemme hos sin 80+-mor, der ikke har noget talesprog som følge af et slagtilfælde.

Ingen kære mor

Denne hverdag hæmmer selvsagt Edward en del, men det skal vise sig, at hans bøssevenner også udnytter hans omsorg: De planter således udspekuleret deres respektive gamle mødre hos Edward... Så kan han nemlig tage sig af dem, mens de tager sydpå til en hvinende skøøøøn omgang pride.

Fortænkt komediesuppe

"Four Mothers" er en temmelig fortænkt komediesuppe, der nok har potentialet til at frembringe bittersøde smil om læberne, men som falder i som med et tykkemandsplask i en svømmepøl: Det hele flyder over en kort stund uden at efterlade noget varigt indtryk.

Uden tæft

Persontegningerne er "tralala-forudsigelige", de komiske situationer uden tæft, skildringerne af bøsserierne desværre proportioneret primært i retning af det pride- og glamourforherligende – med undtagelse af James McArdles fint balancerede cis-kønnede hovedrolleportræt.

Ingen tvivl om det komiske

Helt hvad "Four Mothers" skal gøre os klogere på blafrer i det uvisse... Nogen identifikation med de implicerede opnås i hvert fald slet ikke. Men hov: Til den "usikre" tilskuer er der jo netop en nærved konstant musikalsk ledsagelse, der – udover feelgood-popsange – sørger for "Gøg & Gokke"/cirkus-komediemusik, så ingen er i tvivl om, at herlighederne ikke skal tages alt for seriøst.