Rene hjerter (2006)

    En ung mand indlagt på en psykiatrisk afdeling oplever verden gennem et gammelt dansk filmdrama. En dag vil han finde filmens skuespillerinde.


    BITTERSØD UBALANCE

    Her bevæger instruktør Kenneth Kainz sig ud på gyngende grund: Han lader den feterede stand-up-komiker Anders Matthesen spille hovedrollen i et gravalvorligt drama - og dét bliver et af filmens svageste led.

    Uortodoks formidling
    "Rene hjerter" er en anderledes omgang med det store danske filmdrama. Langt hen ad vejen fascineres man af Kainz’ uortodokse formidling af Kim Fupz Aakesons farverige historie.

    Smertelig uhygge
    Der er potentiale i det højspændt psykologisk-psykotisk betændte materiale, og i de bedste scener formes en energi af smertelig uhygge, personificeret i hovedrollefiguren Kriss Henriksen.
     

    En verden af film

    Kriss er indlagt på en psykiatrisk afdeling. Hele hans verden er bygget op omkring det gamle sort/hvidt filmmelodrama, "Rene Hjerter", som han ser flere gange dagligt sammen med kammeraten Willy. Da afdelingens personale bestemmer, at Kriss skal holde en pause fra filmen, beslutter han sammen med Willy at flygte for at opsøge skuespillerinden fra filmdramaet.

    Bittersød ubalance
    Nu skal man ikke tro, at dette tema er helt tilforladeligt og ren hygge til pejsestemningen. "Rene hjerter" er hård kost i sin bittersødt ubalancerede karakteristik af psykisk uligevægt på gyngende grund.

    Bestialsk thriller
    Da Kriss og Willy er kommet ud i "den virkelige verden" ændrer filmen karakter til en slags bestialsk thriller. For selvom den ironiske distance søges opretholdt gennem Kriss’ skæve syn på tilværelsen, vinder den ramme lugt af vold og psykose pludselig på knock out.

    Indgroet forventning
    Kønt er det heller ikke, at det brede publikum til Anders "Anden" Matthesens folkeligt skarpe humor sidder med en indgroet forventning om, at manden vil bryde ud i sorthumoristisk skønsang - og derfor utilsigtet griner de forkerte steder filmen igennem.
     

    Humoren en god partner

    Selvom humoren ligger som en god partner under den alvorlige overflade, er det alligevel filmens primære problem, at Matthesen udgør det egentlige varemærke. For det komiske spil er hans styrke, og det mærkes tydeligt, at det ikke falder ham helt naturligt at spille kærligt ubevidst, utilregnelig voldspsykopat.

    Fin film i filmen
    Den interessante idé med at lade en gammel film være en del af filmen fungerer i store træk fint. Her har man arbejdet grundigt med at ramme en datidens æstetik, men ikke alle nutidige spillere evner hér at finde tonen. Jesper Christensen leverer filmens stærkeste præstation som vanvittig vagabond, der ubevidst hjælper Kriss på rette spor.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2020

    Fakta om filmen

    2006, Danmark, Drama, 82 min.

    Dansk titel: Rene hjerter
    Instr: Kenneth Kainz Prod: Hanne Palmquist Manus: Kim Fupz Aakeson Baseret på: roman af Kim Fupz Aakeson Foto: Sebastian Blenkow Klip: Nicolaj Monberg Mus: Jeppe Kaas, Mikael Simpson
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • RB - Bedste musik
    • RB-N - Bedste skuespillerinde (Bro)
    • RB-N - Bedste birolleskuespillerinde (Dahl)
    • RB-N - Bedste originale manuskript
    • RB-N - Bedste fotografering
    • RB-N - Bedste scenografi
    • RB-N - Bedste kostumedesign
    • RB-N - Bedste lyd
    • RB-N - Bedste sang ("Ingen slipper fri")