Precious (2009)

En af 2000'ernes allermest hypede, prisoverdyngede og generelt skamroste amerikanske film: "Precious" smører tykt på med alle de smørbare stoffer, der former "en gedigent debatskabende fortælling" – men desværre udtalt amerikansk udpenslende og paradoksalt nok berøringsangst i de mest fortættede situationer.

16-årige Precious (spillet af 26-årige Gabourey Sidibe!) er morbidly obese (= meget svært overvægtig) og er tilmed ikke den skarpeste kniv i skuffen. Hendes surmopset kæderygende, lænestolsdemonstrative mor Mary (Mo'Nique) latterliggør hende og viger heller ikke tilbage for fysiske tæv.

Men det er nu alligevel vand imod, hvad Precious' daddy gør (en rollefigur, vi underligt nok slet ikke præsenteres for i filmen andet end under "akten"): Han voldtager ganske enkelt den sagesløst ordknappe, selvtillidsdepraverede teenager, når han skal have taget trykket (hvilket vi ser i mærkeligt negativfarvede slowmotionsekvenser: Heraf blandt andet nævnte berøringsangst.)

Således bliver Precious flere gange med rogn (blandt andet med en pige med downs syndrom), hvilket gør det endnu sværere for hende at forfølge drømmen om en uddannelse. Men måske kommer der alligevel en lysstråle, der titter ind over midten...?

Det er svært, om end dog korrekthedsforudsigeligt, at forstå, hvad der skulle gøre denne film så feteret, som det blev tilfældet. Tiden var "kommet" til at hylde sorte filmskabere, men filmen måtte dog nøjes med en Oscar til Mo'Nique (for et ret plumpt birolleportræt af moren Mary) samt for bedste manuskript. I glimt opfylder "Precious" sit umiddelbare forhavende, nemlig at levendegøre en aparte skikkelse og skæbne – noget, der ikke så ofte bliver genstand for opmærksomhed, selv i amerikanske indiefilm.

Men det hele er smurt så tykt på for forståelsens skyld, at Precious' skæbne – snarere end at blive rørende og tankevækkende – står lidt ufrivilligt komisk i Lee Daniels' meget firkantede iscenesættelse.