Guncrazy (1992)

Letløbende Bonnie and Clyde (1967)-agtig krimi, der lukrerer på purunge Drew Barrymores charme i rollen som den letsolgte teenager Anita Minteer. Hun er ikke den skarpeste blandt unge kvinder og har længe været nem at overtale til blandt andet at sprede stænger for lokalområdets unge banditter af fuldkropsdenimklædte unge mænd.

Ikke alt lykkes lige godt i Skipped Parts (2000)-instruktør Tamra Davis' kriminaldrama. Der er noget kejtet over hele præsentationen af det genrevelkendte, men alligevel fænger fortællingen. Det skyldes i høj grad, at der ikke er for mange svinkeærinder, og så højner det også markant, at Lisa Rinzlers (Pollock (2000)) fotografering er så legesyg – blandt andet med en forkærlighed for kreative frøperspektiver og fine intermezzi i form af smukke landskabsbilleder. "Guncrazy" vokser lidt med opgaven henover midten og efterlader trods åbenlys vaklen et fornuftigt indtryk.

Der kommer et tidspunkt for selv en Anita, hvor mætningspunktet er nået. Da hendes undertrøjeskjoldede, storrygende, fjernsynsnarkomaniske stedfar for gud ved hvilken gang kræver sin "ret" udi skibsbriksgymnastik i den forslåede trailerparkvogn, trækker Anita en gun, og en ny sødme er født i hendes liv... hun er... guncrazy.

Dét bliver ikke mindre udtalt, da hendes pennevenskæreste Howard (James Le Gros) uventet slipper tidligt ud fra fængslet. Han falder – ligesom de fleste andre mænd – for Anitas (kunstigt)smilende, sensuelt hårkastende, underlæbebidende og smækbukseklædte charme. Men der er en hage! Ligesom i "Bonnie og Clyde" lider den mandlige protagonist hér af psykologisk impotens. Det er ikke lige sagen for den überliderlige Anita, der således ikke får noget ud af at blotte sine skuldre. Men hun kommer dog frem til en delkonklusion, der hylder alle de andre ting, som et heteropar kan fordrive tiden med. Stor filosofi på laveste niveau.