Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992)

Sammenhængende i "Twin Peaks"-universet:

Twin Peaks [1] (1990)

Twin Peaks: Fire Walk with Me (1992)

David Lynchs biograf-prequel til egen succes- og kultrige tv-serie er på mange måder, hvad der kan kaldes no/nonsense nonsense: Altså en hardcore omgang farveladesuppe, der i dén grad kræver både et dybt engagement i tv-serien og en stålsathed udi at modstå/gennemleve alverdens i alle retninger strittende mystik uden forløsning.

"Twin Peaks: Fire Walk with Me" er afgjort både visuelt lækker og glimtvis fortælleteknisk opslugende – særligt i de indledende takter, hvor de ekstreme mængder af metafysisk plattenslageri endnu ikke er slået igennem.

Spillefilmen beskæftiger sig med tv-seriens primære mordoffer, den sagnomspundne teenager Laura Palmer (Sheryl Lee), mens hun endnu er i live. Vi følger hendes sidste uge i de mange prøvelser, hun udsættes for at familie, venner – og to kærester. Diverse FBI-agenter, der er på sporet af en seriemorder i området, er på sagen – og det kræver et åbent politisind at begive sig ind ad de mørke og mystiske stier, der omkredser hele den betændte og tiltagende mareridtsagtige affære.

"Twin Peaks"-universet er som bekendt ikke for enhver smag med David Lynchs sofistikerede, kvasireligiøse mystik, hvor både begivenheder og persongalleri er manierede marionetter i en "større sags" tjeneste. Men i spillefilmen koger ekstremiteterne ret hurtigt over i det krampagtige: Alt for meget af hele pakken på samme tid uden seriens formildende, doserende og udstrakte form. Koncentratet (omend 134 minutter langt, hvilket føles af meget) kæntrer således allerede i de første bølger af nonsense, som de skyller ind over filmen efter en halv times tid.

Ingen af skuespillerne har tilnærmelsesvis samme gennemslagskraft som i serien. De fleste opleves som stift teatralske robotter – en del af "Twin Peaks'" dna ganske vist, men hér ufrivilligt både komisk og katastrofalt.