Ljósbrot (2024)

Islandske Rúnar Rúnarssons første film siden sekvensfilmen Echo (2019) vender for alvor tilbage til det potentielt knugende intense ved at være menneske – et betragteligt varemærke hos Rúnarsson, der er en sand mester i at få de store følelser frem i skuespil og stemninger.

Unge Una (Elín Hall) har et forhold til Diddi (Baldur Einarsson), der omvendt har et langdistanceforhold til Klara (Katla Njálsdóttir). Men det potentielle trekantsdrama bliver helt igennem en sekundær problematik, da Diddi tidligt i filmen omkommer i den værste trafikulykke i Islands historie. Sammen med en lille vennegruppe forsøger Una at rumme sin sorg, samtidig med at hun helst ikke vil have Klara yderligere ud af fatning ved at fortælle om den hemmelige affære.

"Ljósbrot" bærer Rúnarssons velkendte og udtalt diminutive fortællestil, så det i de allerstærkeste scener gør ondt helt ind i knoglerne. Her er overhovedet ingen overflødig indpakning. Fokus er på psykologien bag, og det kan mærkes – som i hele Rúnarssons filmografi – at instruktøren altid beskæftiger sig med emner, han enten selv har oplevet eller på anden vis har haft tæt inde på livet.

Det bliver de knalddygtige unge skuespillere, der får den krævende opgave at formidle et indre kaos, hvor i dette tilfælde livets mørke afgrund vækkes til live. Rúnarsson er en blandt relativt få unge nordiske instruktører, der evner den yderst penible balanceakt at få livets mørkere sider gjort både smukke og perspektiverende – uden på noget tidspunkt at forfalde til det prætentiøse.