The Spy Who Came in from the Cold (1965)

Blandt filmhistoriens markant mest udtryksmæssigt afdæmpede spionfilm finder vi amerikanske Martin Ritts britisk producerede filmatisering af John Le Carrés kendte roman. "The Spy Who Came in from the Cold" er ikke alene vanedannende lækker i sin sort/hvide æstetik, den er også uden ret mange store armbevægelser i gengivelserne af højpotent koldkrigsdramatik.

"The Spy Who Came in from the Cold" er en af nok meget få agenttematiserede film, der kan opleves af selv den største genrefornægter. Ganske enkelt fordi, det hele glider så silkeblødt af sted og kun sjældent bliver fag/sagligt "selvforherligende".

Richard Burton leverer en af karrierens allerbedst balancerede præstationer som agenten Alec Leamas, tilsyneladende livstræt og alkoholdulmet, der ikke forventer ret meget mere af livet. Da han i filmens start oplever en likvidering klos op ad Berlinmuren ved Checkpoint Charlie, begynder han at fornemme råd i agentrækkerne, og snart er han reelt jaget vildt, selvom alle andre topagenter og håndlangere omkring ham får det til at ligne noget andet.

Undervejs møder han biblioteksassistenten Nancy 'Nan' Perry (Claire Bloom), og en form for sød musik opstår – så meget, som det nu er muligt, når alt i hverdagen er under konstant overvågning.

Perlerækken af store skuespillere præsterer næsten alle vidunderligt – mest signifikant indrammende er de, der spiller moralsk dobbeltspil, herunder Sam Wanamaker, Cyril Cusack og Peter van Eyck. Claire Bloom er skøn som Leamas' tilsyneladende spionnaive flirt.