Objective, Burma! (1945)

    En deling amerikanske soldater sendes i 1944 ind i den burmanske jungle for at destruere en japansk radarstation.


    »POTENT PATRIOTISME«

    Paradoksalt nok har amerikanerne ikke rigtig noget at have denne films potente patriotisme i: Den actionmættede junglemission i det burmanske 2. krigs-helvede var nemlig i det virkelige liv primært en britisk og australsk succes – hvilket da også faldt briterne for brystet, og filmen måtte hér tages af biografplakaten.

     

    En veloplagt, myndig og utvetydigt maskulin Errol Flynn leder en deling amerikanske soldater, der har til opgave at kaste sig med faldskærm ned i den burmanske jungle for at komme så tæt på en japansk radarstation, at de kan tilintetgøre den. Mange farer lurer i det krattede og sumpede vildnis, og missionen er desuden præget af, at delingen har en ældre og kampmæssigt utrænet journalist med på slæb. Men sammenholdet er guldrandet, og determinationen uomtvistelig.

     

     

     

     

    En del af fascinationskraften i den legendarisk produktive instruktør Raoul Walshs iscenesættelse – "Objective, Burma!" placerer sig lidt over halvvejs i filmografien, der strakte sig fra 1913–64) – består i evnen til at vække den primært studie- og botanisk have-optagede krigsaction til live. Dette skyldes ikke mindst inddragelsen af dokumentariske krigsoptagelser (der her i 1945 var samtidige!), men også det krigsmateriel, der stod til rådighed, fordi 2. verdenskrig endnu ikke var helt overstået. Ganske unikt og meget virkningsfuldt – til vands og i luften.

    Men herudover skal den simple, men betagende soldatersammenholdshistorie ikke underkendes: Den er velspillet, fuld af indlevelse og i stand til at vige uden om alt for mange uklædeligt komiske "genretwists". Noget, som en del samtidige krigsfilm ellers lider under.

     

    Hermed bibeholdes intensiteten og den fortættede krigsatmosfære, der bliver i sin zone og fastholder tilskueren helt ind i det storladne klimaks.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    1945, USA, Krig, Krigsdrama, Action, Drama, Fly på film, Biler på film, Historie, Eventyr, 142 min.

    Dansk titel: Junglens musketerer
    Instr: Raoul Walsh Prod: Jerry Wald Manus: Ranald MacDougall, Lester Cole Baseret på: historie af Alvah Bessie Foto: James Wong Howe Klip: George Amy Mus: Franz Waxman
    Priser
    • AAN - Bedste musik
    • AAN - Bedste originale historie
    • AAN - Bedste klipning