Malignant (2021)

Udtalt overfortalt og tiltsvarende frastødende gys: "Malignant" tværer alle sine betændte twists and turns ind i godt brugt motorolie og ruller dem i skidne burhønefjer. Med andre ord kender mainstreaminstruktør James Wan slet ikke nogen besøgelsestid, når historien om den hårdt prøvede Madison Mitchell (Annabelle Wallis) skal serveres.

Intet i fortællingen bider, men rent teknisk byder "Malignant" indimellem op til en enkelt opfindsom dans eller to med gysergenrens krogede muligheder. Bedst, når Madisons kvaler filmes oppefra, og husets loft er nedbrudt. Men hele vejen igennem de 111 minutter følger en bestialsk larmende og alt for overstyret underlægningsmusik, der kun meget sjældent slipper sit kvælertag om fortællingen.

Madison oplever i stigende grad, hvad hun til at begynde med tror er visioner om bestialske mord, og hun er tæt på at gå op i limningen. Det bliver dog på ingen måde bedre, da hun erfarer, at mordene rent faktisk finder sted, og at hun på mange måder befinder sig i epicentret af en mystis "afbrændt" morders løbebane.

Skuespillerne er i grunden sagesløse i dette setup, hvor det er svært at få et ben til jorden. "Malignant" er nærved udelukkende optaget af måden, hele vanviddet rammes ind på, og langt mindre af, i hvilken målestok, det rent faktisk fungerer.