The Ledge (2022)

Denne ultrabilligt udseende og jammerligt skrevne thriller har sine forcer i en lille håndfuld smukke totalbilleder af bjerglandskaber og i det trods alt essentielle kamp/flugt-tema, hvor en sagesløs kvinde holdes som gidsel på en bjergafsats, der ikke er større end en IKEA-taburet.

To veninder og inkarnerede bjergbestigersker tror blot, deres lille ferie bliver endnu bedre, da fire gutter stiger ud af en SUV. Men de tager fejl: Det viser sig, at særligt en af gutterne snarere end dikkedikkelyst har en helt anden voldelig og tilmed morderisk dagsorden, og snart er den ene af veninderne nødt til at tage flugten... opad.

Men hun bliver overhalet indenom af gutterne, så de befinder sig på en platform få meter over hende. Deres krav: Stik os dén videooptager, du filmede vores ugerning med, så slipper vi dig løs. Men kvinden ved nok godt, at der også følger et mord med i dén aftale, hvis hun giver efter...

Efter de indledende bjergtagende billeder af smukke sommerbjergtoppe begynder det billige look at tage over. Der er fx ingen troværdighed i bjergbestigningens nærbilleder, der emmer af billig papgengivelse. Heller ikke dybde- og afgrundsperspektiverne er i nærheden af virkelighedens sus. Det havde sådan set været passabelt, hvis manuskript og skuespil havde klikket lige i karabinhagen. Så kunne der såmænd nok godt have været set gennem fingre med usselheden i detaljen.

Men alene replikkerne skriger mod tinderne i deres idiotiske dumhed – tilmed eksekveret jammerligt af alt andet end sublime skuespillere. Som sneen på toppen er størstedelen af filmen nærved totalkvalt af en intetsigende underlægningsmusik af Imran Ahmad.