Sublime (2022)

Velment, oprigtigt sød, men også meget lineær coming of age-fortælling om teenageren Manuel, der erfarer, at han forelsker sig i drenge – og endnu mere udfordrende: I sin bedste ven og rockband-medspiller, Felipe.

Søger efter svar – og kærlighed

Med permanent bøjle på tænderne, fyldige, mørke krøller, der svulmer ned over panden og et sæt øjne, der konstant søger efter svar – og kærlighed – er Manuel i Martín Millers ret fine hovedrollepræstation en troværdigt ramt identitetssøgende teenager.

Afmålt indspark i den homoseksuelle "teenage-pulje"

I det hele taget er denne argentinske festival-darling et fint afmålt indspark i den homoseksuelle "teenage-pulje", også selvom filmen aldrig formår at hverken overraske eller på nogen måde forny "konceptet".

100 minutters emotionelt koncentrat

At drengene dyrker guitarspil og rockmusik sammen i deres fritid med vennerne er et sideplot, der er vokset ud af instruktørens egen musikinteresse, men de mange (noget ubehjælpsomme) toner fylder helt afgjort for meget i de 100 minutters tiltænkt emotionelle koncentrat, hvor det havde været meget mere relevant – og interessant – at sætte flere ord og følelser på netop de to venners situation.

Subtile stemninger

Instruktør og manusforfatter Mariano Biasin lykkes omvendt flot med at indfange de subtile stemninger, der særligt fiser rundt under hårdt prøvede Manuels krøller. De opnås især gennem afsøgende nærbilleder og kig ind i øjne, der velsagtens kan få selv den mest heteroseksuelle beskuer til at smelte bare en anelse.

Følelser vakt til live

(Amatør/debutant-)skuespillet er ikke en stor force, men vækker alligevel mange af de store følelser rimelig stærkt til live, især når der i glimt er fuldstændig ro på i øvrigt i filmen, og hverken rocklarmen eller den originale underlægning sender støj ud i alle kanaler.