Pretty in Pink (1986)

    En fattig teenagepige kæmper en indre kamp med kærligheden. Uanset, hvad hun vælger, kommer hun til at skuffe mindst én ung mand.


    HÅNDTAMME AMORINER

    Blandt ungdomsfilmslegendariske John Hughes' talrige film (og i dette tilfælde filmmanuskripter) er "Pretty in Pink" ikke dén, tiden har været flinkest ved.

     

    Smittende enkle situationer

    Ganske vist rummer historien både nuttede og indimellem også smittende enkle situationer, som mange også europæiske teenagere kan nikke genkendende til. Men det er alligevel svært at identificere sig med rosenrødmen og en nærmest total popmusikleflen.

     

    Interessant dating-materiale

    Molly Ringwald (hvem ellers?) er den fattige Andie, der bliver mobbet af de smarte piger i gymnasiet for sit i deres øjne kiksede outfit. Men der er absolut fyre, der har blik for hendes charme, herunder den flamboyant insisterende Duckie (Jon Cryer), der ikke kender sin besøgelsestid (men som omvendt set udefra er markant mere interessant datingmateriale end Andies crush, Blane (Andrew McCarthy).

     

    Kuløren må bekendes

    På et eller andet tidspunkt bliver Andie nødt til at bekende kulør: Hun går målrettet efter Blane, selvom hun har svært ved at løsrive sig fra sine egne forestillinger om, at hendes fattige baggrund er lig med turnoff.

     

    Kant og skævhed efterlyses

    Der mangler kant og skævhed i denne historie, og de strømlinede begivenheder er uden elegancen og modet, der især prægede John Hughes' eget iscenesatte "svendestykke" fra året før The Breakfast Club (1985).

     

    En forfriskende undtagelse

    Jon Cryers portræt af den insisterende Duckie er en forfriskende undtagelse fra det helt igennem forventelige, og så er den evindelige(!) popmusik (= 23 stk.) som antydet lidt af en killer, hvor nostalgisk, den end må føles for nogen.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026