Quatermass and the Pit (1967)

Herligt inciterende Hammer-gys, der ikke er blegt for at servere sine sci-fi-løjer med lige dele papeffekter og mystisk genre-tæft. Det former en B-gyser med glimt i øjet og tilsvarende glimt af noget hårrejsende.

En olietank i dybet?

Videnskabsmanden Dr. Quatermass må på banen, da arbejdere i Londons undergrundbane er stødt på en mærkelig genstand, begravet under århundreders mudder. Ingen kan forstå, hvad der gemmer sig i den tilsyneladende komplet bombe- og boresikre metalgenstand, der mest af alt ligner en kreativt udformet olietank.

Hul igennem

Da det endelig lykkes at få hul igennem, har gruen og mystikken ingen ende, og spørgsmålet melder sig: Havde det i virkeligheden ikke været bedre blot at lade genstanden blive i pløret?

Pap-effekter med charme

Plottet er ikke vandtæt, og ind imellem fiser der for meget idioti igennem handlingen. Her bliver pap-effekterne lattervækkende tydelige. Men omvendt har de også en charme – og når vanviddet i perioder virkelig viser tænder, ædes effekterne egentlig også som en del af pakken.

Svært æggende mystik

Konstruktionen af selve "olietanken" er af høj klasse og udgør en fed, tidløs effekt, omgærdet af rigelige mængder svært æggende mystik. Pænt spillet med beundringsværdig indlevelse. Underlægningsmusikken af Tristram Cary er af den stærkt teatralske slags – og tonerne stjæler desværre ofte billedet.