Quatermass and the Pit (1967)

    En meget mystisk genstand graves fri i Londons undergrund, og en videnskabsmand skal forsøge at afdække dens identitet.


    SPRØDE UNDERGRUNDSGYS

    Herligt inciterende Hammer-gys, der ikke er blegt for at servere sine sci-fi-løjer med lige dele papeffekter og mystisk genre-tæft. Det former en B-gyser med glimt i øjet og tilsvarende glimt af noget hårrejsende.

     

    En olietank i dybet?

    Videnskabsmanden Dr. Quatermass må på banen, da arbejdere i Londons undergrundbane er stødt på en mærkelig genstand, begravet under århundreders mudder. Ingen kan forstå, hvad der gemmer sig i den tilsyneladende komplet bombe- og boresikre metalgenstand, der mest af alt ligner en kreativt udformet olietank.

     

    Hul igennem

    Da det endelig lykkes at få hul igennem, har gruen og mystikken ingen ende, og spørgsmålet melder sig: Havde det i virkeligheden ikke været bedre blot at lade genstanden blive i pløret?

     

    Pap-effekter med charme

    Plottet er ikke vandtæt, og ind imellem fiser der for meget idioti igennem handlingen. Her bliver pap-effekterne lattervækkende tydelige. Men omvendt har de også en charme – og når vanviddet i perioder virkelig viser tænder, ædes effekterne egentlig også som en del af pakken.

     

    Svært æggende mystik

    Konstruktionen af selve "olietanken" er af høj klasse og udgør en fed, tidløs effekt, omgærdet af rigelige mængder svært æggende mystik. Pænt spillet med beundringsværdig indlevelse. Underlægningsmusikken af Tristram Cary er af den stærkt teatralske slags – og tonerne stjæler desværre ofte billedet.



    Anmeldt i 2022 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2023

    Fakta om filmen

    1967, Science Fiction, Gyser, Mystik, 97 min.

    Dansk titel: Quatermass and the Pit
    Instr: Roy Ward Baker Prod: Anthony Nelson Keys Manus: Nigel Kneale Foto: Arthur Grant Klip: Spencer Reeve Mus: Tristram Cary