Skjelvet (2018)

Dette episke thriller-drama viser – mere end noget andet, desværre – at Norge "også kan dreje film ligesom i Hollywood". Det er strømlinet og upersonligt, men også knaldhamrende effektivt og medrivende skruet sammen... og det er "Skjelvet"s redning.

Hulemand på en opgave

Den mentalt labile geolog Kristian er godt i gang med at blive hulemand langt fra den norske storbycivilisation. Det ser vi bl.a. på det meget lange hår, det uplejede skæg og de sorte rande under øjnene. Men engang var han gennemsnitlig bedsteborger, derfor har han også en kernefamilie med to børn at tage sig af.

Vagt i gevær

Det klarer han ikke særlig godt. Han magter det ganske enkelt ikke, og må sende tween-datteren hjem med færgen før tid. Snart må Kristian dog for alvor træde i karakter. Da han erfarer de første små tegn på, at Oslo kan være godt i gang med at synke i jorden som følge af et kraftigt jordskælv, er han nødt til at råbe vagt i gevær... men bliver han lyttet til? Også selvom han i mellemtiden har barberet det uplejede skæg af?

Teknisk overbevisende

Plottet holder slet ikke 100 % vand, men de vanvittige ind- og udviklinger er alligevel så nervepirrende (og teknisk overbevisende), at det er lettere at æde ekstremiteterne. Når filmen en sjælden gang tillader bare et halvt minuts stilhed, opstår der også fine nuancer. Men det er virkelig undtagelsen.

Psykedelisk overdrevet

Langt det meste af "Skjelvet" er nemlig underkastet et helt psykedelisk overdrevet lyd- og musik-tæppebombardement, der kvæler lige til det nærved ultimative dødsstød. Med pænt skuespil fra især Kristoffer Joner.