Le mosche (2020)

Drengestregerne trækkes i bogstavelig forstand sort/hvidt op i denne kvarterlange italienske kortfilm om storbyrodløshed. Filmet uden farver overlader manuskriptforfatter og instruktør Edgardo Pistone det til sine unge (og ekstremt utydeligttalende) medvirkende at tilføre dramaet farve. Og det lykkes ikke særlig overbevisende.

Uden mål og med

En gruppe teenagedrenge strejfer omkring uden mål og med. Når de ikke lige fantaserer om kvindelige damer, får de tiden til at gå med... ja, ingenting. Det skulle det korte drama så gerne binde en (sort/hvid) rød sløjfe omkring, men i stedet for at fokusere, stikker den lille film i for mange distancerende retninger.

Formålsløs hverdag

Stemningerne centreret om den formålsløse hverdag er egentlig ret flot ramt, særligt når kameraet træder lidt ud og ser det hele i et bredere (by)perspektiv.

Mystiske indslag

Mindre heldigt falder de "mystiske" talen-ind-i-kameraet-indslag ud – reelt set har det meget korte format (12 min. + rulletekster) nemlig brug for al den koncentrerede handling, der overhovedet kan skrabes sammen.

Flotte nærbilleder

Flotte nærbilleder af unge ansigter skaber en vis form for tiltrængt intimitet. Underlægningsmusikken har den stik modsatte effekt: Distance og unødvendigt stemningsfyld.