Gretel & Hansel (2020)

Visuelt meget flot, men lyd- og genremæssigt unødvendigt overvældende eventyrgys: "Gretel & Hansel" er en meget effektorienteret nyfortolkning af brødrene Grimms klassiske eventyr. Væk er barndommens billeder på nethinden fra det oplæste eventyr - i stedet hersker udpræget uro og mystisk gyserdramatik.

En sød dame, eller...

De to søskende er havnet dybt inde i den store skov, hvor de søger efter arbejde og mad. Da de støder på et hus fyldt med fristende mad, men uden nogen hjemme, går de ind og mæsker sig. Snart dukker husets ejer op - en kvinde med meget lange fingernegle og en indladende stil. Men er hun i grunden så sød, som hun umiddelbart ser ud til.

Hemmelighedsfulde stuer

Den visuelle æstetik i eventyrhusets stearinlys-oplyste, hemmelighedsfulde stuer og afkroge er magnifik og hypnotiserende, ligesom der opstår en pæn portion umiddelbar uhygge i mødet med heksens udspekulerede planer. Men det hele hænger alligevel utilfredsstillende sammen i Oz Perkins' flakkende og wauw-fokuserede iscenesættelse.

For lidt intimitet

Det er en generel fornemmelse, at de mange high tech-effekter og det nærved hysteriske lydniveau med fordel kunne have været skaleret ned til det langt mere jordnære. Det får man eksempler på, når "Gretel & Hansel" i sjældne små sekvenser dyrker en anderledes intim nærhed i gysene og mystikken.