438 dagar (2019)
To svenske journalister rejser midt om natten illegalt ind i Etiopien. Herefter følger 438 dages nervepirrende fangenskab.
BUMP PÅ REJSEN
Det er absolut den hårde måde, de to svenske journalister Martin Schibbye (Gustaf Skarsgård) og Johan Persson (Matias Varela) må lære det på: Da de kæphøjt (og noget naivt) illegalt krydser grænsen mellem Somalia og Etiopien, har de snart militærstyret på nakken – og de vil ikke lege flinkeskole...!
Røven i dén grad på komedie
Det var ellers Martin og Johans plan at tvinge sig vej til at dokumentere, hvordan skånselsløs olieudvinding i Ogaden-regionen påvirker lokalbefolkningen. Men sådan skulle det altså ikke gå. Nu har d'herrer i stedet røven i dén grad på komedie – hvis de skal undgå dekader i usle, etiopiske fængsler, må udenrigsministeren Carl Bildt (Philip Zandén) på banen.
Vågent mareridt
"438 dagar" tapper sin baseret-på-virkelige-hændelser-saft fra en ganske habil tilfangetagelsesæstetik og spænding: Her kan man sagtens leve sig ind i dét (velspillede) mareridt, som svenskerne oplever. Vil de blive skudt og begravet i ørkenen? Og senere: Skal de sidde i fængsel, til de bliver oldinge?
Umenneskelig uvished
Klart bedst er skildringen af denne umenneskelige uvished. Mindre fascinerende er det politiske spil, der følger – hvor diplomatiet arbejder i kulissen på en løsning.
Holder ret flot i mål
Men spændingen holder nu ret flot i mål. 124 minutter er dog ca. 20 for mange – og ørerne trænger i dén grad til en hvilepause: Sikken en vulgær voldtægt med overbrug af underlægningsmusik... komplet med periodisk stemningsladet, "sydlandsk" sang.
Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2019, Sverige, Drama, Thriller, Biografi, Fængselsfilm, Historie, 124 min.
Dansk titel: 438 Days- Gustaf Skarsgård (Martin Schibbye)
- Matias Varela (Johan Persson)
- Jesper Ganslandt (Fredrik Spik)
- Faysal Ahmed (Abdullahi Hussein)
- Philip Zandén (Carl Bildt)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation
- GULDB - Bedste lyd
- GULDB-N - Bedste film
- GULDB-N - Bedste visuelle effekter
- GULDB-N - Bedste musik
- GULDB-N - Bedste skuespiller (Varela)
- GULDB-N - Bedste skuespiller (Skarsgård)
- GULDB-N - Bedste kostumedesign