The Butler (2013)

    En sort butler i Det Hvide Hus tjener hele otte præsidenter, mens verden (og de sortes rettigheder) ændrer sig radikalt.


    POLITISK (U)KORREKT

    + PLUS: udmærket første halve time
    -MINUS: overlang | opremsende | sødladen | utroværdig

     

    Lee Daniels, der gav os den dybt fortænkte actionkrimi Shadowboxer (2005), slår her en bolledej op med meget gær, at hævelsen ikke er til at stoppe. "The Butler" er storpolitisk, amerikansk-patriotisk og vammel historiefortælling, så det driver ned ad lærredet.

     

    Trofast tjener

    Forest Whitaker må belemres med både alderssminke, kunstig hud og "alderdoms-gangart" for at kunne portrættere præsident-butleren Cecil Gaines gennem flere årtier. Gaines er den trofaste tjener, der i barn- og ungdommen måtte så grueligt meget igennem.

     

    Bomuldsplukkerens historie

    Disse pinsler får vi gengivet i filmens bedste sekvenser - den indledenede halve times tid, der fører os gennem Gaines' slavetid som både bomuldsplukker og House Nigger hos sydstatsfamilien Westfall.

     

    Voksen og etableret

    Men ligeså snart Gaines bliver voksen og etableret i Det Hvide Hus, forfalder Lee Daniels' fortælling til det alt for omstændelige, opremsende, musik-underkastede og periodisk svært sødladne - alt sammen i den tilstræbte historisk og politisk korrekte gengivelse af både liv og samfund.

     

    Højglansdrama

    Resultatet bliver, at hverken historien om Ceciel Gaines eller historien om USA bider fra sig. Det ene højglansdrama overskygger det andet, og filmens udtalt store armbevægelser for at ramme tidens ånd og ugerninger - og talrige præsidenters kommen og gåen - fejler.

     

    Periodisk ufrivilligt komisk

    Det er periodisk ufrivilligt komisk, og de mange (!) stjerneskuespillere i små og store roller drukner totalt i det udtværede, opremsende, samfundskritiske USA-billede, hvor Gaines og hans kernefamilie (komplet med Oprah Winfrey som Cecils tålmodige kone) er tænkt som værende sindbilleder på racismen.



    Anmeldt i 2021 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2021