Friday the 13th Part 2 (1981)

Sammenhængende film:

Friday the 13th (1980)

Friday the 13th Part 2 (1981)

Friday the 13th Part III (1982)

Friday the 13th: The Final Chapter (1984)

Friday the 13th: A New Beginning (1985)

Friday the 13th Part VI: Jason Lives (1986)

Friday the 13th Part VII: The New Blood (1988)

Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (1989)

Året efter den lidt uventede B-kioskbasker-succes med "Friday the 13th" kom en uundgåelig 2'er: Mere af samme øksemorders-fri-leg-ingen-kan-høre-unge-mennesker-skrige-langt-ude-på-landet-skuffe. Med andre ord, effektiv gyserunderholdning for relativt få midler.

Morderisk historik

Rygterne går om den morderiske historik i og omkring Camp Crystal Lake, idyllisk beliggende ved en skovsølysning. Alligevel afholder det ikke en gruppe teenagere og halvvoksne entusiaster fra at slå sig ned i en lejr, der grænser lige op til.

Den ansigtsløse hævner

Der går ikke lang tid, før en ansigtsløs hævner melder sin ankomst. Vi ser kun hans ben og fødder, men hører ham pruste: Målet er klart - slagt de unge, en efter en, og hér meget langt ude på landet har seriemorderen gode betingelser.

Kød på mystikken

Hen imod klimaks kommer der lidt mere kød på mystikken: Hvem er denne vanvittige, sprogløse hævner? Er han mon genfærdet af dén dreng, der druknede i skovsøen for år tilbage? Det giver lidt (tiltrængt) stof til eftertanke i et manus, hvor gysene og deres noget overfladiske sammenhænge i øvrigt falder uden de store overraskelser (hvormed chokeffekterne også udebliver.)

Eneboer-hybel af værste skuffe

Blandt de bedste indfald her i 2'eren, er - ud over den partielle "afsløring" af seriemorderen - den frygteligt primitive hytte langt ude i skoven, som morderen tilsyneladende bor i. Dette ligner i høj grad en eneboer-hybel af værste skuffe.

Suk og mystik

Skuespillet er egentlig helt fair, og arbejdet med lyd er stadig vellykket, selvom det ikke er helt så skarpt og bemærkelsesværdigt som i den første film. Igen har Henry Manfredini begået musikken, dog uden samme virkningsfulde suk-og-mystik-hovedtema. Brugen af slow motion i de mere tilspidsede scener er ikke kønt.