Min kone er Husar (1935)

Den næsten tidløse "kønnede morskab" – at lade en m/k spille modsatte køn – har vi set uhyre mange gange i (dansk) film, med svingende kvalitet. Hér er det billedskønne og snorlige sminkede Marguerite Viby, der trækker i mandeuniform for at redde sin dugfriske husbond fra brummen.

Farlig opstemthed

Manden Carl Johan (Knud Hallest) er nemlig så liderlig (ja, det er rent faktisk tydeligvis tilfældet, selvom dette ordvalg selvsagt ikke bruges i filmen), at han nærmest hellere vil en tur bag tremmer end at undvære sin kone på bryllupsnatten...!

Stand-in for gemalen

Men dét kan Mona trods alt ikke have – fornuften må sejre! Så da manden er rendt hjemad, agerer hun midlertidigt stand-in for gemalen på husarkasernen – til stor glæde for de ni mandfolk, hun deler sengeafsnit med.

Universalmorskab

Og snart er Mona tilmed ritmester Brummers oppasser. Gamle Brummer (Rasmus Christiansen) opdager selvfølgelig(!) aldrig, at Mona er en kvinde. Heraf fødes meget af "universalmorskaben", men det er slet ikke al denne halløj, der løfter "Min kone er Husar" et pænt stykke over standarden.

Inspireret iscenesættelse

I Emanuel Gregers' veltimede og inspirerede iscenesættelse (Gregers og Viby var gift i det virkelige liv på dette tidspunkt – aldersforskellen var 28 år) blomstrer nemlig både skuespillere og det lidt tyndbenede husarplot og bliver til en helt pæn buket.

Herlige præstationer

Det kaster herlige præstationer af sig: Særligt er Marguerite Viby her virkelig i sit unge es og endnu helt troværdigt (lillepige)charmerende, selv når hun bryder ud i sin varemærke-vibratosang. I mindre roller glimrer især Rasmus Christiansen (som det ofte er tilfældet), Carl Fischer og Henry Nielsen, som henholdsvis gammeldags ritmester, lun overofficiant og spradebassesød husarmenig.

Udendørsomfavnelser

Helt skønt omfavnende bliver det, når husarløjerne filmes udendørs, og de gode, gamle lokaliteter stjæler billedet. De former et vidunderligt tidsbillede – især omkring husarkasernen. Så ses der meget lettere igennem fingre med de talrige situationer, hvor lavkomikken dominerer og næsten tangerer det lagkagekomiske.