Det er nat med fru Knudsen (1971)

Tove Maës og Birger Jensen havde spillet mor og søn Knudsen på Aveny Teatret i Henning Ørnbaks iscenesættelse, da instruktøren fik lyst til at forme teaterstykket som en filmversion. Dét er der kommet et makværk af en anden verden ud af.

Forgæves fægtning

Selvsamme Maës og Jensen fægter nemlig forgæves med arme, ben og tungebånd i en film, der er decideret tåkrummende ringe fra første støjende scene.

Filmet teater

"Det er nat med fru Knudsen" er tæt på at være skoleeksemplet på, at teaterstykker langt fra altid lader sig overføre til film – særligt ikke, når instruktøren som hér mere eller mindre kører teaterscenen 1:1 over i levende billeder.

Evige skænderier

Variation er der nemlig ikke meget af: Langt det meste af handlingen udspiller sig i fru Knudsens saneringsmodne vesterbrolejlighed. Her er Knudsen i evige skænderier med den dovne og ekstremt københavnerbøvede søn – og dennes tilbagelænede, selvglade og (notorisk falsk) trompetspillende ven Benny (Ole Ernst).

Ligegyldige strøg

Meget få udendørsbilleder af et Vesterbro i forandring er sådan lidt ligegyldigt strøget ud som establishing shots – filmen viser ingen interesse i at miljøskildre. Fokus er i stedet på mundhuggerierne og siden også lidt tilfældig og voldtægtsagtig omgang med unge kvinder (de to unge mænd skal jo have tiden til at gå med noget...)

Under gulvbrædderne

At tildele Tove Maës en Bodil for titelrollepræstationen synes i dag skudt fuldkommen over mål. Men langt værre står det til med Birger Jensen, der præsterer under gulvbrædderne i en (alt for) vægtig rolle, som han tydeligvis slet ikke kan gabe over.

Ole Ernst viser dog talent

Så er det langt mere interessant at betragte Ole Ernst i dennes første større rolle, fuld af selvsikker udstråling – og talent! Et meget lille plaster på såret er, at "Det er nat med fru Knudsen" er stort set fritaget for underlægningsmusik.