Fireogtyve timer (1951)

I 1951 var en dansk udenomsægteskabelig forelskelse – og et heraf afledt trutmundskys – absolut ikke moralsk hverdagskost, så man kan godt tillade sig at kalde Asbjørn Andersen og Annelise Reenbergs René Jolivet-filmatisering for vovet.

En følelsesmæssig omvæltning

Men det er nu engang vilkårene i historien om den godt gifte Marianne Berger (Astrid Villaume). Kunne hun bare gøre de sidste 24 timer om, som vi hører hende sukke i filmens anslag... Det sidste døgn har været en følelsesmæssig omvæltning af en anden verden.

Et tilfældigt møde

Her møder Marianne koncertpianisten Hugo Strand (Mogens Wieth) på toget fra Jylland til København. De bliver hurtigt interesserede i hinanden og erfarer også, at Strand er gammel skolekammerat med Mariannes mand, højesteretsdommeren Paul (Ebbe Rode).

En uundgåelig forelskelse

Forelskelsen er uundgåelig. Marianne har nok i mange år – uden egentlig at erkende det – sukket efter et eventyr, der strakte sig ud over hverdagens rutiner. Og en mand, der i sig selv var et eventyr. Og ham træffer hun nu i den professionelle koncertpianist. En berømthed, der blot ved at berøre flygelets tangenter finder en direkte vej til Mariannes hjerte (og begær).

Musik til hjertet

Det erfarer de begge, da Marianne følger Hugo til en prøve i Radiohusets Koncertsal. Og det er også netop her, at Marianne kan mærke (inderst inde), at hendes begær efter noget nyt og anderledes er vakt til live. I øvrigt en herlig inddragelse af den gamle koncertsal (selvom filmens to musikalske indslag er alt for lange).

Elegant, mørk og stemningsmættet

"Fireogtyve timer" er elegant, mørk og stemningsmættet i sit visuelle udtryk – betagende rolig i sin fremdrift og fuld af forståelse for sine hovedrollefigurers dilemma. Men filmoplevelsen er samtidig præget af en tyngende moralprædikende undertone, der ofte tangerer det uklædeligt teatralske.

Fin musikinddragelse

Det klassisk musikalske sidetema er fint inddraget – ikke mindst takket være Mogens Wieths udtalte musikalitet, der gør ham troværdig ved tangenterne (noget, han også viste med bue og strenge i Mit Liv er Musik (1944)). Skuespillet har fine scener, når det teatralske parkeres: Bedst er Wieth, mens Astrid Villaume i højere grad forfalder til det tungsindige. Ib Schønberg optræder i en mikrorolle som koncertsalens portner, i øvrigt med Asbjørn Andersens datter Ulla i rollen som portnerbarnebarnet Tikke.