The Hunt (2020)

    12 personer vågner på en slette og aner ikke, hvor de er. Alvoren går hurtigt op for dem: De er udvalgt til en menneskejagt.


    TIL SIDSTE MAND (M/K)

    Efter det mærkværdige anslag, hvor verden flere gang vendes på hovedet, begynder man langsomt, men sikkert at kunne se fidusen med "The Hunt": Omend periodisk alt for overstadig udvikler filmen sig snart til en meget underholdende og velspillet tour de force udi regulær menneskejagt.

     

    I midten af ingenting

    For det er, hvad 12 fremmede vågner til på en slette i midten af ingenting. De aner ikke, hvor de er, men alvoren går hurtigt op for dem. De er jaget vildt, og knive, sakse, guns og sylespidse faldspyd er ikke bare for sjov!

     

    Det glade vanvid

    Snart bliver gruppen voldsomt decimeret, og det er nu op til den gennemdjærve Crystal (Betty Gilpin) at finde frem til ophavsmanden m/k bag det glade vanvid. Og dette møde kommer heller ikke til at passere i stilhed.

     

    Opfindsomme detaljer

    Fortællestilen i "The Hunt" vækker overvejende jubel. Næsten alt kommer som overraskelser, og plottet er gennemsyret af opfindsomme detaljer – beriget med en livgivende humor, der gør det usandsynlige tema mere slugbart.

     

    Lynende kvikt

    Du skal være vaks ved havelågen for at få det hele med i ét hug, for begivenheder og replikker falder lynende kvikt i et smart klippet og -filmet actionvirvar. Nathan Barrs ekstreme underlægningsmusik kan nok i nogen sammenhænge opleves som lidt ironisk, men stjæler alligevel billedet for meget.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2026

    Fakta om filmen

    2020, USA, Thriller, Action, Gyser, Komedie, Biler på film, Tog på film, Dyr på film, 90 min.

    Dansk titel: The Hunt
    Instr: Craig Zobel Prod: Jason Blum, Damon Lindelof Manus: Nick Cuse, Damon Lindelof Foto: Darran Tiernan Klip: Jane Rizzo Mus: Nathan Barr