Vilniaus getas (2005)

Periodisk velment/velfortalt 2. verdenskrigsdramatik, der med engelsk tale og i tysk/litauisk koproduktion formidler nazisternes hærgen i Vilnius, 1942. Her indrettes en ghetto midt i byen: 15.000 jøder skal "finde sig til rette" i et afspærret område af bykernen, vel at mærke mens de venter på deres senere endelige skæbne.

Et ghetto-teater

Ghettoen styres med hård hånd af SS'eren Bruno Kittel (Sebastian Hülk). Han er en dannet mand, der før nazistkarrieren var både musiker og skuespiller. Derfor ligger det ham heller ikke fjernt, at ghettoen skal have sit eget teater.

En sadist lige under overfladen

Men er der noget, der ikke passer ham, kommer sadisten op i ham. Og det sker tit. Lejrens jøder kæmper en hård kamp for den daglige overlevelse, og hér er teatret en vigtig helle.

Fine nuancer

"Vilniaus getas" rummer fine nuancer i beskrivelserne af det fastlåste liv i ghettoen. Alt andet lige med lidt bedre muligheder end i koncentrationslejrene, men stadig præget af sult, ydmygelser og angst. Bedst på rollelisten er Heino Ferch som den øverstkommanderende jøde Gens – og som hans modstykke: Sebastian Hülk i filmens bedste præstation som Kittel.

Fyldstof

På birollesiden er der lidt mere vaklen og en tendens til fyldstof: Særligt teaterscenerne bliver for lange, og dramaet omkring Kittels uundgåelige, men ulovlige forelskelse i sangfuglen Haya (Erika Marozsán) bliver aldrig inciterende.

Flot scenografisk arbejde

Underlægningsmusikken stjæler for mange stemninger undervejs, til gengæld er det scenografiske arbejde med at få genskabt en snusket og klaustrofobisk ghettostemning lykkedes temmelig overbevisende.