Replicant (2001)
I jagten på en seriemorder sætter politiet et nyt våben på sagen: En klonet udgave af seriemorderen skal lede ordensmagten på rette vej.
IDIOTI MED KANT
Finurlig action/scifi/thriller, der ganske vist ikke er voldsomt troværdig, men som lever relativt højt på bl.a. graden af opfindsomhed – og en overraskende fin dobbeltpræstation af det belgiske actionfænomen Jean-Claude Van Damme.
Har et problem med kvinder
Van Damme spiller seriemorderen Eward Garrotte, der har et problem med kvinder. De skal bare dø, hvis han mener, de er dårlige mødre. At han bærer rundt på noget af et moderkompleks, bliver vi ført ind i senere i filmen.
Åleglat morder
Politimanden Jake Riley (Michael Rooker) er på sagen, men det er umuligt at få fat på den åleglatte morder, der absolut ikke skyr nogen midler. Dette er herligt kompromisløst beskrevet i flere kamp/flugtscener, hvor Garrotte bl.a. kaster med en støvsuger, vælter en syg gammel mand ud af kørestolen og bruger et tilfældigt dropstativ som våben på sygehuset.
En klon på banen
Heldigvis for Jake Riley og opklaringsarbejdet, har man i kulissen skabt en klon – eller replikant – af Edward Garrotte. Alt, man havde brug for hér var en hårtot, og så gjorde DNA-materialet resten. Vi ser, hvordan klonen har fået liv i en slags kæmpepubbe... men nu skal den ud.
Ny læring
Således ser Garrottes klon dagens lys (også i skikkelse af Van Damme), men det er ikke helt let at vænne sig til livet og alle politimændenes krav. Replikanten aner til at begynde med ikke engang, hvordan man sidder, står eller siger goddag og farvel.
En art broderskab
Så det er lidt af en nybegynder, Riley får på slæb. Spørgsmålet er, om klonen overhovedet kan bruges til at få fat på seriemorderen? For der opstår også en slags "broderskab", da de to endelig mødes.
Klichéer på samlebånd
"Replicant" rummer talrige tåbelige actionsekvenser, dumsmarte biroller – og klichéer på samlebånd. Alt sammen svøbt i en oftest vulgær fortællestil... bemærk især den ekstremt kiksede "superslowmotion", når det rigtigt spidser til, komplet med masser af dræbende underlægningsmusik(støj).
Temmelig rørende indlevelse
Men med Van Dammes temmelig rørende indlevelse i replikantens friske og usikre møde med verden og det trods alt fint idérige science fiction-twist, havner "Replicant" alligevel blandt de mere underholdende trestjerners actionfilm.
Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2026
Fakta om filmen
2001, USA, Action, Thriller, Science Fiction, Seriemordere, Biler på film, 100 min.
Dansk titel: Replicant- Jean-Claude Van Damme (Edward Garrotte)
- Michael Rooker (Det. Jake Riley)
- Catherine Dent (Angie)
- Daryl Shuttleworth (Foyer Cop)
- Mark Brandon (Reporter)
- April Telek (Victim)
- Brent Chapman (Janitor)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation