The Irishman (2019)

Martin Scorsese vender hér tilbage til den helt rette sti og drejer en over tre timer lang storfilm om et af sine foretrukne temaer: Mafiaen. Varigheden mærkes næppe, for "The Irishman" er hypnotiserende stærk filmkunst.

Kræs for  valutaen

Tilskueren får virkelig kræs for valutaen i en filmproduktion uden kompromisser. Netop ved at gøre "The Irishman" til en Netflix-produktion sikrede Scorsese sig helt frie tøjler, og det har – trods filmens korte tid i biograferne – virkelig været et frugtbart valgt.

Blændende skuespil

Filmens allerstærkeste trumfkort er dog det blændende skuespil fra et helt orkester af store stjerner. Først og fremmest med både Robert De Niro og Al Pacino i absolut topform, men ligeså meget Joe Pescis spektakulære genkomst (han skulle lokkes til at tage rollen efter ti år på pension.)

I good standing

Det er særligt omkring d'herrers mafiatrekløver, at handlingen udspiller sig. Frank Sheeran aka Irishman (Robert De Niro) ser tilbage på sine år som håndlanger, bl.a. hvordan han blev gode venner med Jimmy Hoffa (Al Pacino) og kom i good standing hos mafiabossen Russell Bufalino (Joe Pesci).

Det store overblik

Teknisk viser Scorsese endnu engang det store overblik i en storproduktion, og der er ikke sat en blomsterkrukke forkert i det fænomenalt koreograferede tidsbilllede af dekaders mafialiv i USA. Samtidig fungerer foryngelsen af vores stjerner (på grund af tilbageblik fra alderdommen) overraskende troværdigt.

Kompleks enkelhed

Således er "The Irishman" i al sin komplekse enkelthed både forførende og hypnotiserende – sidstnævnte særligt som følge af skuespillernes æggende storhed, som de spiller hinanden glohede.

Popevergreens

Musikunderlægningen er udtalt – mest markant (og anmassende) er de tidstypiske og tilsvarende tiltænkt stemningsskabende popevergreens (= 33 stk.). I helhedens storhed fungerer tonerne dog nogenlunde universelt troværdigt, fordi de aldrig bliver decideret udspartlende.