Revenge (2017)

Denne særdeles grafisk voldelige thriller er selvsagt ikke for enhver smag. Litervis af blod og helt urimelige smerter på krop og sjæl er, hvad du skal stå model til i mødet med Coralie Fargeats debutspillefilm: "Revenge" er, som titlen mere end antyder, råt for usødet dén hævn, som sexkillingen Jennifer "Jen" (Matilda Lutz) vil have, efter hun er blevet udnyttet på det groveste af sin elsker Richard (Kevin Janssens) og dennes to venner.

Besøgelsestiden kendes ikke

Jennifer kender måske ikke helt sin besøgelsestid, når hun vimser rundt med strutnumse i diminutive hotpants, men det gør de tre mænd omkring hende så absolut heller ikke. Numse, babs, nutte og kys mig straks-mund appellerer nemlig i dén grad til deres alfahanliderlighed, og midt ude i ørkenen kan ingen høre dem – eller Jennifer – skrige...

Visuel elegance

"Revenge" begynder lækkert med vægt på visuel elegance. Mødet med lukussommerhuset i udkants-et-eller-andet (optaget i Marokko) emmer af intensitet, og den seksuelle spænding mellem Jennifer og Richard er tilsvarende troværdig.

Usandsynlighederne i kontrol

Tandremmen begynder dog så småt at skrige i takt med, at hævntogtet folder sig ud. Usandsynlighederne tager kontrollen over instruktørens eget manuskript, og den tiltagende grafiske vold tangerer splat. Men når "mor" er både vred og skuffet, er der ingen pardon – og udfaldet er ikke svært at gennemskue.

Outreret hævngerrighed

Det er svært at sidde model til den outrerede hævngerrighed, men samtidig er der en nærved hypnotiserende energi i den elektriske højspænding. I meget høj grad hjulpet på vej af de yderst velvalgte locations – og tilsvarende hæmmet af et alt for anmassende lyddesign med tilhørende semielektronisk underlægningsmusik.

Sansebombarderende filmoplevelse

Dygtige præstationer af parret Matilda Lutz og Kevin Janssens fremmer forståelsen. Efter mødet med "Revenge" opstår der lige dele forbløffelse og mental rystelse – det er i sandhed en meget sansebombarderende filmoplevelse.