Tante Tut fra Paris (1956)

Måske ikke den allermest sprudlende originale historie, men alligevel en af Peer Guldbrandsens mest vellykkede folkekomedier. Som både manuskriptforfatter og instruktør sørger Guldbrandsen hér for, at smilene breder sig blandt alle – ikke mindst takket være tre helt skønne skuespillerpræstationer.

Glad amatørtenor

Den unge amatørtenor Bent Larsen (Henning Moritzen) er noget så møgfrustreret over, at hans tilsyneladende store talent ikke kan få et ligeså stort gennembrud. Gang på gang ringer han til den landskendte sangskriver Claus Hiller (Mogens Wieth) og aflægger uopfordret sangprøve i telefonen... til stor irritation for Hiller.

En god idé

Da det kommer Larsen for øre, at Hiller og hans kone angiveligt har en stinkende rig tante Tut i Paris, får han dén glimrende idé at klargøre den aldrende teaterskuespillerinde Dagmar Anastasia (Ellen Gottschalch) til rollen som tante Tut – som ægteparret Hiller vel at mærke ikke ved, hvordan ser ud.

Et vanskeligt gennembrud

Tut er nu pludselig hjemme fra Paris, og det er så meningen, at hun skal bane vejen for Larsens musikalske gennembrud – men det skal vise sig at tage længere tid end forventet, og så kommer der også lige en lille forelskelse på tværs...

Herlige scener

"Tante Tut fra Paris" starter lidt gumpetungt, men finder snart formen og skaber herlige scener ud af ikke ret meget materiale. Det sørger først og fremmest Mogens Wieth for i en vidunderligt balanceret kærlig og komisk præstation som successangskriveren Claus Hiller.

Wieths spændvidde

Her ser man Wieths spændvidde, for selvom rollen nok er tynd, formår han at få både kærlighed og smerte mast ind i de komiske rammer. Henning Moritzen er kær og kejtet som den evigt frustrerede Bent Larsen, i skønt samspil med en tordnende veloplagt Ellen Gottschalch, hvis Dagmar-rollefigur lærer meget af at optræde som Tante Tut.

Ingen store overraskelser

Lidt mere famlende bliver forelskelsen mellen Bent og Tove (Helle Virkner) – særligt er en beruselsesscene trukket meget langt ud – og generelt kan man heller ikke beskylde mange af begivenhederne for at komme som en overraskelse.

Uventet veloplagthed

Overraskelserne ligger i den uventede veloplagthed. Dén former skønne enkeltscener, krydret med rige detaljer i skuespillet – og en rigtig ørehængermelodi af altid musikalske Sven Gyldmark, hvis musik her i øvrigt ikke stjæler filmens billede.