Catchfire (1990)

En markant mangel på originalitet gør denne film svær at sluge. Det hjælper kun ringe, at Dennis Hopper med sit skuespil tilfører filmen en god portion sjæl, når han omvendt som instruktør ikke formår at holde samling på tingene.

Vidnet ved for meget
Hopper spiller lejemorderen Milo, der sendes af sted for at dræbe kunstneren Anne Benton (Jodie Foster), da hun har overværet et brutalt mafiamord på en parkeringsplads – og derfor ved for meget.

Den første forelskelse
Men da først Milo ser denne unge kvinde, kan han da ikke slå hende ihjel... han forelsker sig nemlig i hende. Det er hans første forelskelse, så for ham er det en ekstra stærk følelse. Følelserne er dog ikke gengældte, og det imponerer slet ikke Anne, at Milo har sat sit liv på spil til ære for hende.

Et godt flugtmakkerpar
For nu er mafiabagmændene også efter Milo! Efterhånden fatter Anne alligevel sympati for den opblødte lejemorder, og de bliver et ganske godt flugtmakkerpar.

Uoriginalt og forudsigeligt
Det har tilsyneladende (og ret forståeligt) været svært for Dennis Hopper at få noget godt ud af det uoriginale og forudsigelige manuskript. Det var derfor ikke så mærkeligt, at han fraskrev sig ansvaret for filmen ved at lade den være instrueret af den kollektivt vedtagne "Alan Smithee". Der er ikke rigtig mulighed for at bygge noget op, når stereotyperne hænger så lavt på træet, som de gør – lige til at plukke.

Halvhjertet skuespil
Skuespillet bliver heraf desuden halvhjertet, bl.a. spiller Jodie Foster middelmådigt. Det virker i det hele taget ikke som om, der er nogen, der er gået særligt højt op i projektet, og de 98 minutter føles som en krig.

Udfaldet kendes på forhånd
Filmen fungerer kort og godt ikke. Når noget skal forestille at være spændende, bliver det i stedet "afspændende", fordi udfaldet kendes på forhånd. Der er hverken noget at grine eller græde ad, og filmteknisk er vi på det jævne, tilmed belemret med overskruet underlægningsmusik.

Spildte kræfter
Filmfotograf Ed Lachman viser dog teknisk kunnen, bl.a. med ekspressive kameravinkler og flotte totalbilleder. Lyssætningen følger trop og skaber i få vellykkede scener en vis noir-stemning. Synd at Dennis Hopper spildte sine kræfter på et projekt som dette.