Bornholms stemme (1999)

Lotte Svendsens "Bornholms stemme", der slog sig op som "En rystende komedie om trawl, håb og kærlighed", er en ikke videre vellykket skildring af en gruppe bornholmske fiskeres tragikomiske hverdag. Så længe fiskekvoterne er fri, kører det bare for familierne i deres parcelhuse anno 1981. 

Staten hæver pegefingeren
Men ligeså snart, staten hæver pegefingeren, begynder det på det voldsomste at knibe på solskinsøen. Hvor skal man nu hente penge, hvor skal man nu hente kærlighed? For arbejdsløshed er som bekendt ofte roden til alt ondt. I centrum af filmen finder vi det lidt kejtede par Sonja (Sofie Stougaard) og Lars Erik (Henrik Lykkegaard), der også kommer i dybe vanskeligheder under kvotekrisen.

En tragedie
De havner i en mindre tragedie, hvor alle lån pludselig opsiges, og alle ægteskabelige forpligtelser må vige pladsen for bittersure opstød og drikfældighed. Hele sagaen bevæger sig mod mere tragiske himmelstrøg, og da vennen Flemse (Søren Hauch-Fausbøll) har hængt sig, begynder den bornholmske optimisme for alvor at ruste.

Svær at bestemme
Det er svært at bestemme filmen, der på den ene side er vældigt munter. Bedst, som man har tilladt sig at grine ad et par vellykkede vittigheder, kammer filmen dog over i tragik – med komiske islæt. På intet tidspunkt opleves hverken stemninger eller svingninger som særligt appellerende, og det er svært at tørre det akavede surt-smilende udtryk af ansigtet.

Tung bornholmertone
Skuespillet er fint: Henrik Lykkegaard modtog en Bodil for sin præstation. Dog synes det urkomisk, at alle (på nær en evigt tordnende københavnsk Thomas Bo Larsen) for enhver pris skal tale "råbornholmsk" – det fungerer ikke andet end ultra-lavkomisk og harmonerer vanskeligt med det tragikomiske.